Kapitel 4
Jeg ryddede hurtigt op i værelset, redte sengen, tørrede vinduesruderne af og støvede alle møblerne af. Jeg tjekkede badeværelset for at sikre, at det var rent. Det var det, men jeg tørrede alligevel vasken og spejlet af, bare for en sikkerheds skyld. Tilfreds med mit arbejde gik jeg ned i køkkenet. Lydia var i gang med at hakke grøntsager.
"Jeg har gjort hovedsoveværelset klar," sagde jeg til hende. "Kan jeg hjælpe med frokosten?"
Hun gav mig grøntsagerne og skærebrættet og gik selv i gang med noget andet. Vi arbejdede i stilhed et øjeblik, før jeg talte igen, "Det er et smukt hus."
Hun nikkede bekræftende. "Mesteren har arbejdet meget hårdt på det. Han har selv designet interiøret."
"Åh, hvad arbejder han med?" Måske var han i den kreative branche, en indretningsarkitekt eller noget, eller en arkitekt.
Lydia trak på skuldrene. "Ejendomshandel."
Jeg nikkede. Det gav mening. Det forklarede pengene. "Har du mødt ejerne?" spurgte jeg, "Er de flinke?"
Hun smilede og kiggede op på mig. "Ja, skat. Jeg har kendt dem i årevis nu. Jeg plejede at arbejde for mesterens forældre," forklarede hun, "Han er en vidunderlig dreng. Venlig og omsorgsfuld. Når du møder ham, kan han virke lidt uhøflig, men han har et hjerte af guld." Jeg smilede ved hendes beskrivelse. Hun havde tydeligvis et blødt punkt for ham. Ud fra hendes beskrivelse virkede han fantastisk.
"Du er en meget køn pige, Flora," sagde Lydia blidt. Hun tog tallerkenen med de hakkede grøntsager fra mig og gav mig nogle kirsebær, som jeg skulle udstene. "Har du en kæreste?"
Jeg rystede på hovedet. Jeg havde knap nok tid til mig selv, et forhold ville være så svært at håndtere. Desuden ville min far nok ikke være så glad for det, tror jeg.
"Du burde møde min søn!" udbrød hun. "Liam. Han arbejder med sikkerhed her på stedet." Jeg havde ikke lyst til at møde hendes søn, men jeg nikkede alligevel.
"Kirsebærrene er til dessert efter middagen," forklarede Lydia. "Der er ikke så meget at gøre lige nu. Til frokost laver vi en simpel salat."
Jeg begyndte at udstene kirsebærrene. "Kan jeg lave en kirsebærtærte til dessert?" spurgte jeg Lydia. Hun ville kunne lide, at jeg tog initiativ. Desuden lavede jeg en fantastisk kirsebærtærte. Lydia smilede bredt. "Det lyder vidunderligt!"
Vi tilbragte resten af morgenen med at arbejde. Jeg arbejdede på min kirsebærtærte, og Lydia lavede en jordbærmarmelade, fordi mesteren elskede det. Vi snakkede lidt, og hun fortalte mig, at han var meget speciel med sine vaner. Han drak ikke færdigpakkede drikkevarer, spiste ikke plastikost, spiste ikke pålæg, havde kun en bestemt kaffemærke og spiste altid æg til morgenmad. Hun fortalte mig også mere om sin søn og stillede mig spørgsmål om mit eget liv. Jeg fortalte hende det lidt, jeg havde at dele. Jeg boede med min far. Jeg havde ingen søskende. Jeg løj lidt – om min barndom, om min mor.
Vi hørte en bil køre ind omkring klokken 11:45, og Lydia annoncerede muntert, "Det må være ham! Kom ud, vi går ud og hilser på ham."
Jeg tørrede mine hænder af i mit forklæde, de røde kirsebærsaft på mine fingerspidser efterlod en svag lyserød farve på det hvide stof. Jeg strammede min hestehale og fulgte Lydia ud til døren. Jeg stod bag hende, med hænderne krydset bag ryggen og et lille smil på læben.
Jeg kiggede frem bag Lydia, da en høj mand steg ud af bilen. Jeg havde forventet to personer, som jeg var blevet fortalt, men det var kun ham. Jeg kunne endnu ikke se hans ansigt, men han var virkelig høj og havde langt sort hår, som om det ikke var blevet klippet i et stykke tid.
Jeg trådte til siden, da han begyndte at gå indenfor, og nu kunne jeg ikke se noget et øjeblik. "Lydia!" sagde manden muntert. Mit hjerte sank. Jeg kendte denne stemme. Jeg kendte denne mand.
Lydia trådte til siden og kiggede tilbage på mig med et smil, og afslørede mig for min arbejdsgiver. "Felix, dette er Flora White. Hun vil hjælpe rundt i huset. Flora, dette er Felix Corsino, mesteren."
Han var ældet, var det første, jeg tænkte. Han så ældre ud, mere moden. Han var en mand nu. Sidste gang jeg havde set ham, var han lige fyldt atten. Hans hår var kortere dengang, og hans ansigt var fyldt med drengede charme og uskyld. Det var væk nu, erstattet af den hårdhed, som voksenlivet medfører. Mine øjne mødte hans, og min vejrtrækning gik i stå. Hans udtryk ændrede sig ikke. Jeg tror, jeg kiggede på ham i minutter, timer måske, eller måske var det kun få sekunder. Felix. Min Felix. Jeg havde lyst til at kaste mig over ham, føle hans arme omkring mig igen, falde ned ved hans fødder og undskylde igen og igen og igen. Han talte, før jeg fik chancen, "Frøken White." Han nikkede kort.
"Det er rart at møde Dem, hr. Corsino." fik jeg fremstammet. Genkendte han mig ikke? Vidste han ikke, at det var mig? Havde jeg ændret mig så meget? Havde han ændret sig? Havde han... glemt mig?
Jeg søgte hans ansigt for at få hans øjne til at møde mine igen, men han kiggede kun på Lydia og nægtede at give mig et blik mere. "Jeg spiser klokken et," informerede han hende, og gik derefter væk, børstede forbi mig, som om jeg var usynlig, som om jeg var ingenting. Men det var sandt. Jeg var ingenting nu. Usynlig. Irrelevant.