Kapitel 3 - Tre år senere
Reign
"Damien, stop med at være sådan en nar!" hørte jeg Jaz mumle. Hun talte i telefon med sin ældre bror, som vi skulle hente i lufthavnen i morgen. Han og hans sikkerhedsfirma var blevet hyret til at tage over som mit sikkerhedsteam. "Hvorfor kan han ikke lide mig?" spurgte jeg hende. "Tro mig, han KAN lide dig," sagde hun med et stort smil. "Ja, okay, sikkert," fnøs jeg. "Fyren kender mig ikke engang, og han taler allerede lort om mig!" Jazlyns øjne blev store. "Hvordan vidste du det?" Hun rynkede læberne. "Uuuhhh, hheeelllllooooo, du taler altid med ham på højttaler, jeg hører dig, når du taler med ham," svarede jeg. "Hvordan kan han tale så meget lort, når han ikke engang kender mig? Og han skal være ansvarlig for min sikkerhed, mens jeg er her, det giver mig bare så meget glæde og selvtillid." (Bemærk sarkasmen.) "Jeg føler mig allerede som en byrde." "Lad være med at lytte til min bror, han kan være en rigtig idiot," indskød Jyden. "Jyden har ret, vi skal have det sjovt, vi har planlagt nogle sideudflugter, inklusive et besøg på nogle af de smukkeste strande, få en fantastisk tan og genoplade vores batterier, så vi kan sparke røv, når vi kommer tilbage," sagde Jazlyn begejstret. "Lad ham ikke ødelægge det for dig, for os, han vil ikke engang hænge så meget rundt, han vil tildele nogen til at følge dig, han vil ikke gøre det selv. Han er den store, seje chefmand." Hun grinede.
"Åh geeeee, som om det får mig til at føle mig ssssoooo meget bedre," drillede jeg. "Jeg mener, hver gang en af jer taler med ham, kan jeg høre foragten i hans stemme, når han taler om at se mig igen." Jeg rynkede panden og huskede vores sidste møde. "Er jeg virkelig så dårlig en person?" "Nej, selvfølgelig ikke!" udbrød Jyden. "Jeg ved, du vil have, at alle skal kunne lide dig, men ærligt talt, Damien kan ikke lide nogen, pffttt, nogle gange kan han ikke engang lide sig selv." Han grinede. "Prøv ikke at bekymre dig om ham, når han lærer dig at kende, vil du have ham viklet om din lillefinger." Han viftede med øjenbrynene. "Det tvivler jeg på," sagde jeg og rullede med øjnene. "Så hvornår skal den store stygge ulv være her?" Både Jazlyn og Jyden fnisede, og juicen, de drak, skød ud af deres næse og mund. "Hvad fanden! Hvad handler det om?!" "Undskyld, det er bare, at andre også har omtalt ham sådan, nogle siger, at han er en ulv i menneskeklæder," sagde Jyden, mens Jazlyn tørrede juicen op, der var blevet snottet ud. "I to er så mærkelige, han er sikkert lige så mærkelig som jer to."
Jeg har ikke set mine tvillingesøskende i tre år, de har været på turné med deres band, Ryven's Rose. Jazlyn er en af lead-guitaristerne, Jyden er trommeslageren, Ryott er den anden lead-guitarist, og Koltyn er bassisten, og så er der sangeren, Ryven Rose. Jeg mødte hende en gang for tre år siden, og hold da op, hun slog benene væk under mig. Hun er fantastisk, hun er min eneste ene, alt i mig fortalte mig, at hun er ment til at være min og ingen andens. Jeg skulle bare overbevise hende om det, selvfølgelig hjælper det ikke, at jeg ikke har set hende i tre år og skræmte hende første gang, vi mødtes. Hun var femten, jeg var enogtyve, men jeg vidste, at hun var ment til at være min.
"Ja, mor, jeg vil opføre mig ordentligt. Jeg vil ikke gøre noget, der kan bringe dig eller de to små idioter i forlegenhed." lovede jeg hende. "Damien Ayres Hunt!" råbte mor. "Sprog, unge mand!" Hun brød sig ikke om, at vi brugte grimt sprog. Hun synes, jeg har en beskidt mund, men hun har endnu ikke hørt min lillesøsters beskidte mund; hun kan bande som en sømand. "Jeg laver sjov, jeg lover at være sød," sagde jeg og rullede med øjnene. "Jeg lader dig vide, når jeg er sammen med dine to babyer. Elsker dig, mor, vi ses om et par uger," sagde jeg grinende. "Og du skal være sød mod Reign. Hun har været igennem meget de sidste par måneder. Jeg vil have, at hun føler sig tryg," instruerede mor. "Jeg ved det, mor, Shadow er allerede hos hende." "Du skal stadig fortælle hende det," sukkede hun. "Jeg ved det, mor, jeg finder ud af det," sagde jeg. "Du må hellere få det her til at fungere," mumlede hun. "Jeg ved bare ikke, hvorfor du ikke har gjort eller sagt noget før." Jeg sukkede. "Hun kunne allerede være her hos os og ikke være i den situation, hun er i nu," skældte mor mig ud. "Ja, mor. Igen, jeg ved det, jeg er en idiot," sagde jeg. Alle har været efter mig de sidste tre år. Ayres taler næsten ikke til mig, det eneste tidspunkt, han siger noget, er for at skændes med mig om at fortælle Reign eller hvis der er problemer i flokken. Udover det, forbliver han tavs. "Nå, pas på mine tvillinger og min smukke svigerdatter og bring hende hjem i sikkerhed," sagde hun. Jeg kunne høre bekymringen i hendes stemme. "Det vil jeg, mor. Tro mig, jeg har fortrudt hvert sekund af hver uge af hver dag af hvert år de sidste tre år," forsikrede jeg hende, mens jeg lagde på og kaldte på teamet, der skulle være Reigns private sikkerhed.
"Hvad så, chef?" spurgte Moses, min næstkommanderende, når jeg eller Shadow ikke er tilgængelige. "Er alle klar? Vi skal til lufthavnen." "Ja, de venter alle ved bilerne på dig." "Nå, lad os komme afsted, vi har en lang flyvetur foran os," sagde jeg, mens jeg gik ud af mit kontor. "Så, har du tænkt dig at gøre krav på vores nye Luna, mens vi er der?" "Jeg skal først fortælle hende det. Så vidt jeg ved, har Jaz og Jy ikke fortalt hende noget om os." "Manden, du skulle bare have fortalt hende det for tre år siden," fnøs han, det samme som alle andre siger til mig. "Uuuhhhhgggg! Jeg ved det. Jeg vil fortryde det resten af mit liv! Jeg er så frustreret, jeg tog en beslutning, som jeg stod ved, og nu på grund af en eller anden idiot, der er besat af hende, minder alle mig om, hvilken idiot jeg er." Jeg knurrede. "Okay, undskyld." "Jeg mener ikke noget med det, bare... jeg ved det, undskyld. Jeg mente ikke at tage min frustration ud på dig." Jeg klappede Moses på skulderen. "Lad os komme afsted og bringe vores floks Luna hjem." Jeg smilede.