Kapitel 2 - Forvirring
Reign
Hvad fanden sker der?! Hvad mente han med MIN? Jeg tilhører ikke nogen. "Vær sød ikke at gøre mig ondt," bad jeg stille, mens minderne om Luther, min ekskærestes, tæsk kom tilbage. Jeg ville græde, men jeg ville ikke græde foran ham, selvom det ikke betød, at jeg ikke var bange. Jeg hørte en stemme kalde hans navn, og han slap sit greb om mig. Da han slap grebet, skyndte jeg mig ind i Jazlyns arme. Jaz og Ryott begyndte at føre mig ud, da Damien talte. "Jeg er så ked af det, jeg ville aldrig gøre dig ondt." Han forsøgte at kærtegne min kind, men jeg trak mig væk fra hans berøring. "Rør mig aldrig igen," hvæsede jeg og gik væk med Jazlyn og Ryott. Selvom han gjorde mig utryg, var der noget ved ham, der fortalte mig, at han ikke ville skade mig. Ja, det giver jo mening. Jeg er fuldstændig gået fra forstanden. Da vi var i elevatoren, fik han mig til at føle ting, jeg aldrig havde følt før. Da han lænede sig ind til mit øre og hviskede, min, sendte det gnister gennem min krop. Da han overdængede min hals og skulder med kys, skælvede jeg helt ned til tæerne. Hvad er der galt med mig? Jeg ved intet om ham, bortset fra at han er tvillingernes storebror.
Jeg trak Jazlyn og Ryott hen til et af bordene, "HVAD FANDEN, JAZ?" hviskede jeg vredt. "Hvad er der galt med din bror?" krævede jeg, stadig forsøgende at få min puls ned og kontrollere min vejrtrækning. "Reign, jeg er ked af det. Jeg har aldrig set ham sådan før," undskyldte Jaz. "Bullshit, Jaz! Reign, vær sød at falde til ro," bad Jaz. "Vær sød at stole på mig, når jeg siger, at han aldrig ville skade dig. Jeg ved ikke, hvad der gik af ham." "Du ved, hvad der foregår!! Hvad fanden er det, du ikke fortæller mig?! Han skræmte mig virkelig, og hvorfor hviskede han 'MIN' i mit øre! og SIG IKKE, JEG SKAL FALDE TIL RO!" sagde jeg og gned mit håndled, hvor han havde holdt fast i mig. "Jeg ved, der er noget, du ikke fortæller mig!" Jeg gned mit håndled; det gjorde ondt og blev lilla. "Vær sød at stole på mig, jeg ville aldrig sætte dig i fare. Du og Ryott er mine partners in crime, mine bedste venner, mine personer," sagde Jaz med et lille smil.
"Se, måske skulle du bare tilbringe tid med din familie alene. Jeg burde ikke hænge rundt og komme i vejen for jeres familietid alligevel," foreslog jeg. Hun og Ryott rystede kraftigt på hovedet. "Nej, NEJ måde!" sagde Jaz bestemt. "Du bakker ikke ud af at tage på ferie med os på grund af min idiotiske bror." Hun mumlede og så ud som om, hun var ved at græde. Jeg hader, når hun gør det. "Desuden vil mor ikke lade det ske, hun har allerede planer for os," snøftede hun. "Åh, Jaz, vær sød ikke at græde," sukkede jeg. "Fint, jeg tager med, men hvis han prøver noget, sparker jeg hans røv," sagde jeg og hævede øjenbrynene. "Du ved, jeg kan gøre det," advarede jeg og kneb øjnene sammen mod hende.
"Åh, vær så god, for fanden, jeg hjælper dig gerne." Vi tre fnisede og kiggede på Jyden, Koltyn og Damien. Mine øjne mødte Damiens; han gav mig et lille smil. Jeg følte sommerfugle i maven, hvad fanden sker der?! Denne fyr skræmte livet af mig, og nu føler jeg mig svag i knæene over ham. Det kan ikke passe, han er som to meter høj, bygget som en mursten, smukt pjusket skulderlangt brunt hår, grønne øjne, som jeg kunne fortabe mig i, og han er absolut fantastisk. Der er ingen måde, han kunne være interesseret i mig... men han sagde, at jeg er hans. Hvad handler det om? Tag dig sammen, Reign! Du burde ikke tænke sådan!
Jyden, Koltyn og Damien gik over til vores bord. "Må vi sætte os?" spurgte Damien. Jeg trak på skuldrene og nikkede. Jyden satte sig ved siden af sin kæreste, Ryott, og Koltyn satte sig ved siden af Jazlyn, ja, hans kæreste. Jeg følte mig altid som det tredje eller femte hjul, når de var omkring og var så kærlige og alt det der. Det var bare så ulækkert, men jeg ville have den ulækre kærlighed. Jeg har bare ikke fundet den rigtige fyr til at være så klam og ulækker med. Damien prøvede at sætte sig ved siden af mig, men jeg flyttede mig til den anden side af bordet ved siden af Jaz. Han gav mig et svagt smil. Jeg følte mig lidt dårlig tilpas, men samtidig ville jeg ikke have noget med ham at gøre, men der var stadig noget ved ham, der skræmte mig og samtidig trak mig til ham. "Har du noget at sige, storebror?" fnøs Jaz, da hun bemærkede, at han blev ved med at kigge på mig. "Hold kæft, Jaz!" bjæffede Jyden. "Ja, han har noget at sige." Han skulede til sin søster. "Hvad er der galt? Kan han ikke tale for sig selv?" krævede Jazlyn med armene over kors. "Okay, så, sig det!" sagde hun og hævede øjenbrynene og gestikulerede, at han skulle tale. "Jaz, du gør det ikke nemt," mumlede Damien. "Hvorfor skulle jeg gøre det nemt for dig? Du skræmte Reign fra vid og sans, og du efterlod et mærke på hendes håndled!" skældte Jaz og løftede min arm. Damien så ud som om, han havde det dårligt. Godt! Han burde have det dårligt for det, han gjorde. "Jaz! Hold mund!" snappede Jyden.
"Jaz, det er okay, lad ham sige, hvad han vil," sagde jeg til Jaz og lagde min hånd på hendes arm. Damien kiggede på mig, gned sig i nakken og lænede sig lidt tættere på mig over bordet, og jeg rykkede længere væk fra ham. Han stoppede. "Alt, hvad jeg kan sige, er, at jeg er ked af det," sagde han til mig. "Jeg mente aldrig at gøre dig ondt eller skræmme dig. Jeg kunne aldrig gøre dig ondt; jeg ville aldrig gøre dig ondt," hviskede han med, hvad der lød som... sorg, ægte sorg. Udtrykket i hans ansigt, i hans øjne, fortalte mig, at han ikke løj. Jeg følte mig lidt mere afslappet under hans blik. Det føltes som om, hundrede sommerfugle blev sluppet løs i min mave. Jeg ville bare vikle mine arme om ham og smelte ind i hans arme. Kom nu! Dette er ikke en dum kærlighedsroman. Vær ikke en idiot, Reign, du er femten, han er enogtyve, du har bare et crush på ham. Hvad fanden, kom over det. "Ja, okay, bare gør det ALDRIG igen," svarede jeg så koldt, som jeg kunne. "Jeg går tilbage til mit værelse." Og jeg gik væk.