Kapitel 3
Claire
De tog en genvej gennem skoven, og snart kunne de høre lyden af jubel. Var Alfa-kongen allerede dukket op?
Claires nysgerrighed voksede, da de brød fri af træernes dække og kom ud på en bred indkørsel. Der var reb på begge sider for at holde en vrimlende skare af unge kvinder væk.
Faktisk, nu hvor Claire kiggede nærmere, var der også en håndfuld midaldrende kvinder. Ville de også være Alfa-kongens Skæbnebestemte mage?
Rachael var ret snarrådig og formåede at mase sig gennem den jublende skare for at komme foran rebene, så de kunne få et klart udsyn til folkene, der gik ind.
Der var store porte for enden af indkørslen, som uden tvivl førte til resortet. De åbnede lejlighedsvis, og Claire kunne få glimt af udsøgte haver, når hun kiggede ind.
"Er han her endnu?" råbte hun til Rachael over larmen fra den jublende skare. Det var som en horde af fans, der ventede på, at deres yndlingsberømthed skulle dukke op. Nogle piger holdt endda skilte op med teksten 'Gift dig med mig!'.
Claire håbede, at han snart ville dukke op, hun brød sig ikke om så larmende steder.
Det var nok ikke tilfældet, men hun følte sig som den eneste menneske her, hvilket fik hende til at føle sig akavet og malplaceret.
"Ikke endnu," råbte Rachael tilbage og lænede sig over rebene for at få et bedre udsyn.
De fleste af folkene kom i biler, så de kunne ikke få et godt kig på dem. Hvad nu hvis Alfa-kongen bare kørte lige ind? Så ville de slet ikke få ham at se.
Claire behøvede dog ikke bekymre sig om det, for så snart han kørte op, steg han ud af sin bil for at hilse på de begejstrede damer, der specifikt var kommet for at se ham.
Han var stadig et stykke væk fra hende, og Claire måtte læne sig over rebene som Rachael og resten af pigerne for at få et kig på ham. Hun kunne hverken høre eller se ordentligt, men det lød som om, han ikke kun gav håndtryk, men også havde korte samtaler med nogle heldige piger.
Claire kunne ikke lade være med at blive revet med af skarens entusiasme, det var let at glemme, at hun var menneske og bare deltage i den spænding, der summede gennem varulvene omkring hende.
Lucas
Lukas Grey vidste, at hans popularitet blandt varulvene i hans territorium var lidt usædvanlig for en Alfa-konge, men han elskede sit folk, så han havde ikke noget imod det. Han vidste, at dette ville fortsætte, indtil han fandt en mage, og da han endnu ikke havde gjort fremskridt i at finde sin mage, kunne han lige så godt nyde opmærksomheden for nu.
Han ledte aktivt efter en mage, fordi han havde brug for en Luna-dronning ved sin side til at hjælpe med at styre og udvikle sit territorium. For ikke at nævne, at forventningen om, at han fandt sin mage, var på sit højeste, ikke kun i hans territorium, men også i andre varulveterritorier.
Som den yngste Alfa-konge i øjeblikket var han i en ideel position til at vokse og blive endnu mere magtfuld og indflydelsesrig. Andre Alfa-konger ønskede, at deres døtre skulle være hans mage for at styrke alliancerne mellem deres territorier.
Men Lukas ville ikke bare vælge hvem som helst som sin mage, det skulle være hans Skæbnebestemte mage. Han vidste, at mange varulve ikke havde tålmodighed til at søge efter deres Skæbnebestemte mage eller endte med at forelske sig i en anden, og det var fint, men hans personlige beslutning var at parre sig med ingen andre end den kvinde, der var bestemt til ham.
Hans Skæbnebestemte mage ville være i harmoni med hans sjæl, og han ville vide det i det øjeblik, han så hende. Lige nu ville han vinke og smile til de mange unge, kvindelige varulve, der kæmpede om hans opmærksomhed, men desværre var ingen af dem hans Skæbnebestemte mage.
Han havde ingen forhåbninger om at finde hende her til at begynde med, han havde været i så mange byer i sit territorium, hvor modtagelsen for hans tilstedeværelse var meget større end dette, og alligevel havde han ikke fundet sin mage. Der var ingen chance for, at han ville finde hende her…
Halvvejs gennem indkørslen, der førte til resortets indgang, stod Lukas pludselig helt stille og kiggede over på den anden side af indkørslen.
Dette fik mumlen og hvisken til at starte, den jublende skare undrede sig over, hvad der havde fået deres Alfa-konge til at opføre sig så mærkeligt.
Lukas vidste, at han stirrede lidt for hårdt på kvinden, der havde fanget hans opmærksomhed, men han kunne ikke lade være. Hun var den eneste person, der ikke skreg sig hæs, hun stod bare og stirrede tilbage på ham med noget, der lignede forvirring og nervøsitet i sine bløde grønne øjne.
Der var en mærkelig sitren i Lukas' rygsøjle, og hans hjerte slog kolbøtter. Ingen havde fortalt ham, hvordan det ville føles, når han fandt sin Skæbnebestemte mage, fordi det var forskelligt for alle, men han vidste uden tvivl, at pigen, der delte hans blik, var hans…
Hans Skæbnebestemte mage…
Han kunne ikke tro det. Den ene person, han havde søgt efter så længe, var lige her under hans næse hele tiden.
Han gik straks i hendes retning, vagterne omkring ham rynkede panden over denne bizarre handling. Hele skaren kiggede fra deres Alfa-konge til pigen, der havde fanget hans opmærksomhed, og tilbage igen - Hvad foregik der?
Spænding fyldte Lukas, da han hastede over indkørslen til den anden side, men snart begyndte en nagende følelse at plage ham, og jo tættere han kom på sin Skæbnebestemte mage, jo værre blev den ildevarslende følelse.
Sitringen i hans rygsøjle blev slukket af iskoldt vand, men hans hjerte slog kun hurtigere. Han nåede hende og holdt hendes ansigt i sine hænder, det tidligere håbefulde udtryk i hans øjne døde ud.
"Hun er et fucking menneske." hviskede han rasende, vrede erstattede hans tidligere spænding.
Det måtte være en fucking joke.