Read with BonusRead with Bonus

Kapitel Tre hundrede og tredive

Da han sagde det, huskede hun drømmen.

Hun kunne nu se deres ansigter; Irvettes søn stod der og kiggede på hende med sine store øjne, der var farvet med medlidenhed for hendes lidelse, men præget af had for den smerte, hun havde påført ham. Charlotte var der også; hun havde altid hadet pigen, selv ...