Kapitel 6
Lexi
Jeg drejer til højre ad Hovedgaden, hvor der er rækker af butikker og forretninger på begge sider af vejen. Jeg elsker at gå ned ad denne gade. Da jeg først flyttede hertil, må jeg have gået op og ned ad disse gader et dusin gange eller mere for at lære mit nye hjem at kende. Mit første stop er at få en varmere jakke, så jeg går ind i Lucy's Kvindetøj. Døren ringer, da jeg træder ind. Varmen rammer mig straks. Jeg kigger rundt og ser en glasmontre til venstre med udstillinger af halskæder, øreringe og armbånd fra lokale kunstnere. Til højre er der udstillinger uden diske med nederdele, skjorter, bukser, kjoler og tilbehør.
En kvinde i midten af trediverne står bag glasmontret og lægger en udstilling af ringe frem. Hun hilser på mig med et smil. "Hej frøken. Kan jeg hjælpe dig med noget?" "Ja, kan du vise mig nogle varme frakker?" Jeg trækker i min jakke. "Noget der kan holde mig varmere end denne her." Hun kommer rundt om disken. "Selvfølgelig. Lad mig vise dig, hvad vi har på lager. Vi har lige fået nogle nye ind. Vi burde kunne finde en, du kan lide," siger hun, mens hun fører mig til et hjørne af butikken. Væggen er dækket med tykke frakker i forskellige farver, stilarter og størrelser. "Alle disse vil holde dig varm, når vejret bliver værre. Jeg lader dig kigge rundt. Du er velkommen til at prøve dem. Husk, at den skal være lidt stor, så du kan have flere lag på, og den ikke bliver for stram."
Jeg takker hende for hendes råd og kigger rundt for at se, hvad der fanger mit øje. Efter at have valgt en tyk marineblå jakke med uldforing beslutter jeg mig for at kigge lidt mere rundt. Man ved aldrig, hvad man finder. Efter at have kigget gennem stativerne spotter jeg en lyseblå sweater, som jeg bare må eje. Da jeg går tilbage til disken, ser jeg et marineblåt tørklæde og tager det også.
Jeg lægger mine varer på disken, og damen spørger: "Har du brug for noget andet?" Jeg ryster på hovedet. "Nej, tak. Bare disse, tak." Efter hun har slået mine varer ind og givet mig min pose, går jeg ud og tænker på, hvor jeg skal stoppe næste gang. Jeg ser caféen et par døre længere nede og går derhen. Jeg kunne godt bruge lidt sukker og koffein. Jeg går ind og bestiller en stor vaniljelatte med flødeskum to-go. Mens den unge mand laver min kaffe, kigger jeg rundt.
Det har lysebrune paneler, der minder mig om træ. Der er billeder relateret til kaffe på væggene. Der er små træborde spredt rundt uden noget egentligt mønster med to jernstole ved hvert bord. Bag disken er der poser med kaffe, sirupper, krus, blendere og krom kaffemaskiner. På ingen tid rækker manden mig min drik, og jeg går ud uden noget bestemt mål i tankerne. Jeg nyder bare min kaffe og denne dejlige dag. Jo, det er koldt, men vejret er klart for nu. Midt på gaden er der et stort samlingsområde med en pavillon og et legeområde. Selvom jorden er dækket af en meter sne, stopper det ikke nogle børn fra at løbe rundt og lege.
Der er en sneboldkamp i gang et sted. Nogle børn prøver at gynge, og lyden af latter fylder luften. Der er folk, der går på begge sider af gaden, snakker, griner, og nogle par holder i hånd. Og jeg, jeg er alene. Det har jeg været, siden min bedstemor døde. Hun var min sidste levende slægtning. Jeg ryster tankerne af mig og fortsætter med at gå. Mens jeg passerer butikkerne, kigger jeg ind ad vinduerne og er ikke opmærksom på, hvor jeg går.
Det er da, jeg støder ind i en mur og taber min kaffe. Og muren er ikke af mursten, den er af solid muskel. "Jeg er så ked af det," siger jeg, mens jeg bøjer mig ned for at samle min kop op og hjælpe med at samle deres ting op. "Jeg skulle have været opmærksom på, hvor jeg gik." "Det er okay. Uheld sker," siger en stemme, jeg straks genkender. Den sender kuldegysninger ned ad min ryg og får min puls til at stige, men ikke af frygt. Aiden. Da vi rejser os op igen, siger han "Hej, Lexi." Jeg kigger på den tomme kaffekop i min hånd for at forhindre ham i at se mine rødmende kinder. Jeg kigger op og spørger "Jeg spildte ikke noget på dig, vel?"
Han smiler. For pokker, det smil kunne få en nonne til at smelte. "Nej, det gjorde du ikke. Jeg tror, jorden fik det meste af det. Kan jeg få dig en ny?" spørger han. "Nej, jeg var næsten færdig. Og det var mig, der løb ind i dig, så du skylder mig ikke noget." Jeg husker, hvordan han ikke kunne vente med at komme væk fra mig i går, selvom han hjalp mig. Jeg må respektere det, selvom det af en eller anden grund generer mig. Jeg bevæger mig for at gå udenom ham og siger "Jeg er ked af, at jeg stødte ind i dig. Jeg vil være mere forsigtig næste gang." I et splitsekund ser Aiden trist ud. Som om jeg har såret hans følelser. Jeg forstår det ikke. Men udtrykket er væk, før jeg kan tænke mere over det.
"Vi ses," siger Aiden, da jeg går. Jeg drejer hovedet "Måske." Ikke hvis jeg har noget at sige om det. Han kan ikke komme væk fra mig hurtigt nok og løber ned ad gaden. Hans reaktion får mig til at ville græde. Jeg forstår det ikke. Hvorfor føler jeg sådan her? Jeg vil holde mig så langt væk som muligt. Sandsynligheden for, at vi støder ind i hinanden, er heldigvis lille. Jeg har været i byen i flere måneder, og i går var første gang, vi nogensinde har interageret. Så det burde være nemt at undgå Aiden. Så vil denne mærkelige følelse forsvinde.