Kapitel 4
Aiden
Jeg ser på Lexi, mens hun svøber min jakke omkring sig. Jeg kan se hende putte sig ind i den og se et udtryk af komfort komme over hendes ansigt. Hun er ikke ment til at være min Luna, men jeg føler en stolthed ved at vide, at det er min duft, der får hende til at føle sådan. Razor er nærmest ved at prale ved tanken om at tage sig af vores mage. Han er grunden til, at vi er her i første omgang. Han ville ikke lade mig være i fred, før jeg gik med til at holde øje med caféen for at sikre, at hun var okay. Han kunne ikke lide tanken om, at hun var alene. Jeg ville ikke. Jeg tænkte, at hun nok skulle klare sig. Hun er sikkert blevet efterladt alene masser af gange.
Men Razor ville ikke høre på det. Han blev ved med at støde mod vores barriere og forsøge at tage kontrol for at komme til Lexi. Og han blev ved med at råbe, at jeg skulle gå tilbage til Lexi. Han gav mig hovedpine. Han skal komme over hende, ellers bliver det værre for ham, når jeg vælger en mage, der passer bedre til os. For at få ham til at tie stille gik jeg tilbage til caféen. Jeg kom derhen lige som hun var på vej ud. Jeg parkerede til siden, så hun ikke kunne se mig, men jeg kunne se hende og holde øje. Da hun først satte sig ind i sin lastbil og ikke kørte, tænkte jeg, at hun bare lod den varme op. Jeg indstillede mig på min ulvehørelse, men jeg hørte ikke motoren køre. Jeg var ved at gå over for at tjekke hende, da en bevægelse fangede mit øje. Jeg ser en grå ulv stå ved kanten af parkeringspladsen og kigge på Lexi.
Jeg ruller vinduet ned for at prøve at fange dens duft. Jeg genkender ikke duften. Jeg ved, det er en han, en skifter, og muligvis en Alfa, men ikke en fra min flok. Og han har bestemt øjnene rettet mod Lexi. Jeg kigger på Lexi for at sikre mig, at hun er okay, og jeg bemærker, at hun kigger på ulven. Jeg venter for at se, om hun viser nogen form for frygt. En forhøjet puls, en ændring i hendes duft eller hendes følelser, der svinger. Men jeg fik intet andet end lidt af, hvad jeg nu ved, er frustration på grund af hendes døde batteri.
Da hun kiggede på ulven, var hun rolig og, tror jeg, nysgerrig, men jeg fik ingen fornemmelse af frygt. Jeg har ikke tid til at spekulere over, hvad det kan handle om, fordi Razor igen støder mod barrieren for at hjælpe Lexi. Han siger, at hun vil fryse uden varme. Hun har brug for vores hjælp. Jeg er enig og vil bekymre mig om den nye ulv senere. Bare fordi hun ikke kan være min mage, betyder det ikke, at jeg er en idiot og ikke vil hjælpe hende.
Jeg læner mig ind i døren, hvor jeg står. "Jeg lader kablerne sidde på et par minutter, så kan vi prøve at starte den." "Okay," siger hun. Da vi ikke har andet at lave end at sidde og vente, besluttede jeg at bruge denne chance til at lære hende at kende. Måske kan jeg få nogle svar på, hvorfor mine venners ulve vil beskytte hende. Se om jeg kan finde ud af, hvad der er så specielt ved hende, hvis der er noget. Da hun først fortalte mig, at hendes øjne ændrede sig, troede jeg ikke på hende, indtil jeg så det med mine egne øjne. Da vi var på caféen, var de lysende grønne. Hvad end hun tænkte på for et øjeblik siden, fik dem til at blive mørkere, næsten som jade. Så tæt på hende kan jeg fornemme noget, men jeg ved ikke hvad. Der er en tiltrækning, der er anderledes end mage-tiltrækningen. Det er som intet, jeg nogensinde har følt før. Jeg er beskyttende over for min flok, min familie. Men dette, det er så meget stærkere. Tid til at prøve at lære hende at kende.
"Nu hvor vi har tid, hvorfor fortæller du mig ikke lidt om dig selv. Jeg ved, du er kommet her for nylig, fordi jeg har været her hele mit liv. Jeg har ikke set dig før." Lexi kigger på mig, som om jeg lige har givet en cheesy score-replik. Jeg har lyst til at slå mig selv for, hvordan det lød. Selv Razor ryster på hovedet, flov. Efter et øjeblik griner Lexi. "Du har ret, jeg er ikke herfra. Jeg flyttede fra Florida for omkring fem måneder siden for at gå i skole." Det forklarer den lette accent.
"Ja? Hvad studerer du?" spørger jeg. Det er ikke de spørgsmål, jeg har brug for svar på, jeg vil bare ikke virke som om, jeg forhører hende. "Zoologi," siger hun. "Så du kan godt lide dyr," konstaterer jeg. "Det gør jeg. Jeg har altid været tiltrukket af alle dyr. Men jeg er mere bekymret for at beskytte deres naturlige habitat og forhindre invasive arter, krybskytter og udviklere i at ødelægge det," siger hun med et smil.
Wow, det er ret sejt, tænkte jeg for mig selv. Jeg huskede ulven fra tidligere og hvor rolig Lexi var. "Hvad er dit yndlingsdyr?" spurgte jeg. Razor var sprunget frem i min bevidsthed og ventede på hendes svar. "Jeg må sige, at ulve er mine yndlingsdyr. Af en eller anden grund føler jeg mig tiltrukket af dem over alle andre. Næsten som en nærhed til dem. Som om jeg skal være tæt på dem. Jeg skal beskytte dem." Lexi kigger på mig, og jeg ser hendes øjne blinke et øjeblik, men jeg ved, det var der. Razor er enig. Han så det også. Hvorfor bliver de ved med at gøre det? Og hvorfor er jeg tiltrukket af det? Lexi ryster på hovedet. "Og nu tænker du sikkert, at jeg er mærkelig. Eller skør."
"Hun kan komme tæt på mig, når som helst hun vil," sagde Razor. "Vil du ikke godt holde kæft. Jeg har sagt, at vi ikke kan have hende," svarede jeg ham. Han knurrede af mig, men hans fokus var på Lexi. Han kiggede på hende gennem mine øjne. "Fortæl hende, at hun ikke er skør. Og at du ikke synes, hun er mærkelig. Hun har brug for at høre det," sagde Razor til mig. "Hvorfor?" spurgte jeg. "Det, hun siger, er sandt. Hun skal være tæt på ulve. Jeg kan mærke det i hver eneste del af mig. Men det er ikke de ulve, hun tænker på. Hun skal være tæt på os. Du skal fortælle hende det," insisterede han.
Jeg må have været i mine egne tanker et stykke tid, for Lexi kigger ikke længere på mig. Hun kigger lige ud gennem forruden. Hun har skuldrene trukket op for at gøre sig selv mindre. Den lyserøde farve på hendes kinder fortæller mig, at hun er flov. Jeg kan ikke lide det. Razor har ret. Jeg skal fortælle hende det. "Lexi, jeg synes ikke, du er mærkelig eller skør. Jeg synes, det er ret sejt, at du føler dig så tiltrukket af ulve," sagde jeg.
Lexi vender sig mod mig og giver mig et smil, der er så falsk, at en blind mand kunne se det. Hun tror ikke på mig. Men hvad skal jeg sige for at overbevise hende om det modsatte? Jeg vil ikke komme for tæt på hende og lade magebåndet begynde at vokse. Så det er nok bedst sådan. Jeg føler måske behovet for at beskytte hende. "Jeg tror, vi skal prøve at starte min lastbil nu. Jeg tror, den er klar," siger Lexi. Jeg kan mærke, at hun prøver at slippe af med mig. "Gå bare i gang og prøv," sagde jeg til hende.
Hun drejer nøglen, og den starter i første forsøg. "Godt. Dine batteripoler har lidt korrosion på dem. Jeg får os afkoblet." Lexi nikker. Hun tager min jakke af og rækker den til mig. "Tak for jakken. Men jeg skal nok klare mig nu. Og her." Lexi rækker ind i lommen på sit forklæde og trækker nogle penge frem. Hun bladrer hurtigt igennem dem. For hurtigt til at være normalt. Så rækker hun mig en femmer og nogle enere. "Det er ikke meget. Men for at kompensere dig for din tid."
Jeg ryster på hovedet og rækker pengene tilbage til Lexi. "Jeg hjalp dig ikke for penge. Du havde brug for hjælp, og det var, hvad jeg gjorde. Enhver anden, der havde set dig, ville have gjort det samme," sagde jeg til hende. Lexi tager pengene tilbage. Jeg bemærker, at hun er forsigtig med ikke at røre ved min hånd. "Det er fordi, du opførte dig, som om du kunne holde ud at røre ved hende, da du gav hende hånden tidligere. Hun er respektfuld. Idiot," grynter Razor. For pokker, han har en attitude i dag.
"Tak igen," siger Lexi, mens hun lukker sin dør. Jeg står bare der og ser, mens hun sætter lastbilen i gear og kører væk. Jeg vil sikre mig, at der ikke er flere problemer. Jeg bliver, indtil jeg ikke længere kan se hendes baglygter, og så vender jeg tilbage til min lastbil. Jeg lukker min dør og kigger hurtigt rundt for at se, om jeg kan få øje på den anden ulv. Da jeg ikke ser noget tegn på ham, smider jeg min jakke på sædet ved siden af mig. Kabinen i min lastbil er nu fyldt med Lexis duft. Razor nærmest spinder ved lugten.
Jeg sætter min lastbil i gear og kører hjem. "Razor, kammerat. Du skal få hende ud af dit hoved. Du ved, vi har brug for en stærk hun-ulv til at hjælpe os med at lede. Lexi vil ikke kunne gøre det. Hun ved ikke engang noget om skiftere." Razor knurrer. "Du ved intet om hende. Du vil ikke engang prøve. Månegudinden har parret os med hende af en grund. Og du ved, der har været menneske-ulv skæbnepar før. Jeg siger dig, hvis du afviser hende eller prøver at tage en anden mage, VIL DU FORTRYDE DET. Jeg skal nok sørge for det. Hvordan tror du, flokken vil føle, når de finder ud af, at du afviste din skæbnemage? Du ved, hvor hellige de er. Hvad vil din far tænke? Eller de ældste? Tror du virkelig, de vil gøre dig til Alfa, når de finder ud af det?"
Razor har nogle gyldige pointer. Vi blev opdraget til at ære og værdsætte de mager, månegudinden giver os. At hun parrer folk, der vil arbejde bedst sammen. Være hinandens styrker og svagheder. Jeg kender til menneske-ulv par. Men de var ikke Alfas. Mine forældre vil blive skuffede. Det ved jeg. "De vil ikke finde ud af det. Jeg vælger bare en ulv og siger, vi er skæbnemager," sagde jeg.
Razor griner. Han griner fandme. "Held og lykke med det. Som når hun finder sin mage. Eller du ikke får en arving, fordi jeg ikke vil lade dig markere hende. Det er kun for min mage." Er han seriøs? Kan han overhovedet gøre det? "Det kan jeg, og det vil jeg. Tal med de ældste. Først om forbindelsen de andre har til Lexi. Så spørg dem, hvad en ulv kan gøre, hvis hans dumme menneske afviser deres mage," siger Razor. Så sætter han en blok, så vi ikke kan tale.
Razor og jeg har altid været i sync med hinanden. Vi vidste, hvad vi skulle gøre, og vi gjorde det. Jeg har aldrig hørt om en ulv, der går imod sit menneske på denne måde. Han har ret i at tale med de ældste. Det må jeg give ham. Men ikke om Lexi. Jeg skal bare vise ham det. Jeg afviser hende ikke endnu, dog. Jeg skal sikre mig, at det Razor sagde, var forkert. Han kan ikke stoppe mig fra at markere min valgte mage. Det kan ikke være muligt.