1
Fire år senere
Mine onyx-krøller dansede bag mig, mens jeg snoede mig gennem skovens træer. De tordnende lyde af poter, der ramte den hårde jord, kom tættere på, da jeg tog en skarp drejning til højre. Jeg skærmede mine tårefyldte øjne, mens jeg kiggede op gennem sprækkerne i trætoppene og fandt trøst i den høje sol. Et glubsk knurren kom fra min højre side, lidt for tæt på. Jeg kiggede rundt på træstammerne, mens jeg pressede mig selv videre. Et ensomt egetræ med hvide blomster ved sin fod stod foran mig til venstre. Jeg snublede over en rod og ramte skovbunden med et bump, rullede indtil min ryg ramte et træ.
"Pis," sagde jeg, mens jeg satte mig op.
Tårer trillede ned ad mine kinder, mens en stor, brun ulv sneg sig hen imod mig. Jeg klynkede, mens jeg pressede mig tættere på træets fod, en hård klump pressede sig ind i min rygsøjle. Ulven snappede efter mig med dødbringende skarpe tænder, mens den fortsatte med at mindske afstanden mellem os, knurrende voldsomt, mens spyt dryppede fra dens kæber. Da ulven sprang mod mig, kastede jeg mig fremad. Blod malede afstanden mellem os, mens jeg rullede op på mine fødder. Ulven snappede efter mig en gang til, før den vaklede på sine ben. Jeg stod rank, mens jeg tørrede krokodilletårerne fra mit ansigt med min langærmede skjorte og rullede skuldrene tilbage. Ulven forsøgte at angribe mig igen, men snublede, blodet strømmede fra et sår på dens mave.
"Skift," beordrede jeg roligt.
Ulven rystede på hovedet og knurrede igen.
"Skift nu, ellers tvinger jeg dig," smilte jeg.
Ulven angreb, og jeg undveg dens angreb, tog muligheden for at slå mod dens side. Den faldt til jorden med et klynk, og en nøgen mand lå foran mig inden for sekunder.
"Din kælling, hvad fanden har du gjort?" råbte han, mens han dækkede sine sår med hænderne.
"Jeg gav dig et valg, og du valgte forkert," sagde jeg, kedsommeligt.
"Jeg vil dræbe dig," knurrede han, mens han kiggede på mig med sine vanvittige pisgule øjne.
Jeg trak på skuldrene, mens jeg lænede mig op ad et nærliggende træ.
"Hvad ved du om angrebet på Den Skjulte Pote Pakken?" spurgte jeg med beslutsomhed.
Han lo.
"Og hvorfor fanden skulle jeg fortælle dig det?" spurgte han med et smil.
Inden for sekunder fløj en dolk gennem luften og landede i hans skulder med en kvalmende præcision. Hans skrig fyldte området og skræmte fuglene i de nærliggende træer væk. Han forsøgte at fjerne den, men hans blod gjorde hans hånd glat. Jeg gik roligt hen til ham og fjernede klingen; blodet strømmede voldsomt ud af såret. Jeg sparkede ham i ribbenene og stak min finger i flængen, drejede.
"Hvad så nu?" spurgte jeg mellem hans skrig af smerte.
Jeg fjernede min finger og skabte lidt afstand mellem os. Manden gispede på jorden, mens græsset omkring ham blev farvet rødt.
"Du ved, dette er mit yndlingsvåben," forklarede jeg, mens jeg undersøgte det i sollyset.
"Min dolks klinge er smedet af rent sølv med et skæfte af eg og læder. Så simpelt et metal med de dødeligste konsekvenser," tilføjede jeg.
"Du er skingrende skør," sagde han.
"Og du spilder min tid," sagde jeg, mens jeg nærmede mig ham.
Han forsøgte at slå mig, men jeg parerede hurtigt og slog ham i ansigtet. Derefter skyndte jeg mig bag ham i hans desorienterede tilstand og pressede klingen mod hans hud, hans skrig vendte hurtigt tilbage.
"Hvad ved du om Den Skjulte Pote?" gryntede jeg mod hans modstand.
"Jeg ved ingenting! Jeg var der ikke! Jeg kender ingen løsgængere i bjergene! Lad mig gå, kælling!" råbte han.
Før han kunne blinke, skar klingen over hans hals, og hans skrig blev endelig tavse, mens blodet sprøjtede fra hans nu livløse krop.
"Der har du det. Jeg lod dig gå," sagde jeg, mens jeg rejste mig.
Jeg rensede hurtigt klingen mod en ren plet græs og sikrede den i dens læderskede, skjult nær egetræet. Da jeg gik hen til en nærliggende busk, kiggede jeg irriteret på min røde, plettede hånd.
"Undskyld, Enyo," undskyldte jeg til min ulv.
Hendes ører spidsede sig fra hendes hvilested, men hun svarede aldrig. Jeg rullede med øjnene, mens jeg hentede min lædertaske fra en nærliggende busk og skubbede dolken ind i dens skjulte lomme.
"Jeg ved, du er her, Nox," sagde jeg over skulderen, mens jeg samlede mine medicinske blade fra min taske.
En nærliggende busk raslede, da en mand med kobberfarvet, bølget hår og et ar over sit venstre ravfarvede øje nærmede sig mig.
"Du var sjusket," sagde han.
"Jeg skal nok sørge for at skrive det ned til næste gang," svarede jeg, mens jeg foldede mine blade ud.
Inde i bladene var en lys orange pasta. Jeg var ved at påføre pastaen på min hånd, men han tog den hurtigt fra mig. Han holdt min sårede hånd i sin og undersøgte den.
"Jeg vil omvikle dit skæfte," sagde han blidt, mens han forsigtigt påførte pastaen.
"Var du mere succesfuld end jeg var?" spurgte jeg, mens jeg bed mig i læben for at distrahere mig selv fra smerten.
"Nej. De to løsgængere, jeg sporede, vidste intet af værdi," svarede han frustreret.
"Vi må mangle noget," funderede jeg, mens han viklede min hånd ind i et blad.
En nærliggende gren knækkede, og vi rejste os begge hurtigt, klar til kamp. Jeg snusede i luften, men fandt ingen betydelige dufte udover lugten af blod.
"Vi skal væk herfra. Hans blod er gennemtrængende," hviskede jeg, mens Nox greb min taske.
Vi flygtede hastigt ind i skoven, men jeg kunne ikke ryste følelsen af at blive overvåget.