Kapitel 1
Alyssa
"Tillykke, Alyssa. Jeg håber, du og Isaac bliver meget lykkelige sammen," siger mor, hendes stemme blød af følelser, mens hun trækker mig ind i en tæt omfavnelse.
"Tak, mor." Jeg giver hende et blidt, men fast klem, bange for at hun vil falde, hvis jeg slipper. Hun er for syg til at stå op lige nu, men hun har altid været en stærk og meget stædig kvinde. Hun ville aldrig lade nogen her se, at hun er syg.
Efter jeg endelig slipper hende, tager Gray, min altid opmærksomme bror, forsigtigt hendes arm og hjælper hende ned i en stol.
"Grayson, jeg kan godt sætte mig selv," protesterer hun, med en legende trods i øjnene, mens hun sender ham et fingeret vredt blik.
Han smiler varmt. "Jeg ved, du kan, mor," mumler han og planter et kys på hendes pande, før han vender sig mod mig. "Hvis din mand nogensinde gør dig ondt, stikker jeg min fod så langt op i røven på ham, at han kan smage det."
På tonen i hans stemme mener han det absolut alvorligt. Men han har intet at bekymre sig om.
Jeg griner og kysser min bror på kinden. "Ingen grund til at være så skræmmende, storebror. Isaac ville aldrig gøre mig ondt. Han elsker mig for meget," siger jeg selvsikkert, mit hjerte svulmer af kærlighed til min high school-kæreste, der nu er min mand. På trods af de udfordringer, vi har stået overfor, er han min sjæleven, og han har bevist sin kærlighed til mig igen og igen.
Da han friede til mig, var jeg den lykkeligste kvinde på planeten. Og nu er vi gift. Jeg har officielt taget titlen... Jeg er fru Isaac Carter.
Da tiden nærmer sig for vores bryllupsrejse til Cancun, siger jeg farvel til vores gæster. Vi inviterede de fleste fra vores lille by, men ærligt talt var det kun vigtigt for mig, at min mor, bror og mine to bedste venner, Chelsea og Ashley, deltog i mit bryllup.
"Ha' det fantastisk!" siger Chelsea og krammer mig tæt. Hun dufter altid sødt, som bær. Jeg antager, det er den shampoo, hun bruger for at holde sit blonde hår så frodigt og perfekt, men det kan også bare være hendes livlige personlighed.
Jeg krammer Ashley næste, hendes hasselnøddefarvede hud stråler under de klare lys. "Sørg for at sende mig nogle billeder. Jeg kan ikke vente med at få en kæreste næste sommer, så vi kan tage på grupperejse," siger hun, hendes begejstring smittende.
"Det skal jeg nok," lover jeg med et grin, allerede glæder mig til at dele minderne fra vores bryllupsrejse med mine bedste venner.
Da jeg ser, at Isaac siger farvel til sine forældre, går jeg udenfor for et øjebliks ensomhed og nyder den kølige natluft. Stjernerne blinker over os og kaster et magisk skær over vores perfekte bryllupsdag.
Mens jeg læner mig mod Isaacs bil, dukker en pige op fra buskene ved siden af huset, hurtigt justerer sin kjole og glatter sit hår.
"Hej, Alyssa," siger hun forpustet, hendes kinder røde, mens hun skynder sig tilbage ind i huset.
Et øjeblik senere følger en fyr efter, dovent lynende sine bukser op.
King Sterling. En af min brors tre bedste venner.
Han er høj med muskler i massevis. Han har mørke, uregerlige krøller, der falder ned til skuldrene, et medium skæg og et ar over sit venstre øje. Hans ravfarvede øjne, skarpe og intense, har en måde at få selv de modigste mænd til at løbe for livet. Det faktum, at han er i en motorcykelbande, er bare prikken over i'et, der fuldender hans skræmmende udseende.
Da hans blik låser sig fast på mit, smiler han skælmsk, et djævelsk glimt i øjnene.
Jeg rynker på næsen. "Kunne du ikke have taget hende med hjem først?" spørger jeg, uden at gøre noget forsøg på at skjule afskyen i min tone.
"Det er ikke sjovt. Desuden ville jeg have misset det sjove udtryk i dit ansigt lige nu," driller han, hans stemme dryppende af morskab.
Han slentrer over og læner sig mod bilen, omgivet af en sky af cigaretrøg. "Vil du have et sug?" spørger han og rækker cigaretten ud mod mig.
Hostende vifter jeg den væk. "Nej, det er ulækkert," svarer jeg. "Du burde ikke ryge de ting alligevel, du får kræft, din idiot."
Han tager et nyt sug og griner dybt, lyden sender en kuldegysning ned ad min ryg. "Altid så hellig. Fortæl mig, Alyssa. Har han taget din mødom endnu, eller er du stadig jomfru?"
Mine kinder blusser, og afslører min forlegenhed. "N-Nej. Jeg ville vente til ægteskabet ligesom mine forældre," stammer jeg.
Kings smil bliver bredere. "Nå, er du en lille helgen," siger han hånligt. "Når han ikke kan tilfredsstille dig med sin lille pik, giver jeg dig tilladelse til at fantasere om mig."
"Tak, men nej tak. Det ville kun få mig til at kaste op," svarer jeg skarpt.
Vi er vokset op sammen, og han, Nikolai og Mason har altid plaget mig bag Grays ryg. Den eneste grund til, at jeg overhovedet inviterede min brors røvhulsvenner, var fordi Gray insisterede. Ifølge ham er de familie og fortjener at blive behandlet som sådan.
Men jeg hader dem alle.
"Når det ikke fungerer mellem dig og Isaac, skal du bare vide, at du altid kan ringe til mig," siger King med et skuldertræk, hans ord tænder min vrede.
Jeg sender ham et vredt blik. "Hvorfor skulle det ikke fungere? Jeg elsker min mand, og han elsker mig."
Han tager endnu et sug og puster langsomt ud. "Jeg ved det ikke. Der er bare noget ved ham, men hvis Gray godkender ham, må vi vel også."
Jeg fniser. "Siger den voldelige mand i en motorcykelbande. Hvis nogen er skør, er det dig."
King er den slags mand, der nyder blodudgydelse. At banke nogen eller skære et øje ud med en springkniv er hans idé om en god tid. I Grays bande, Crimson Reapers, er King kendt som håndhæveren. Jeg er ret sikker på, at han har flere lig på samvittigheden end en seriemorder, men da de holder vores lille by sikker, tør ingen tale om de forbrydelser, han har begået.
King griner bare af mine ord. "Nej, Kitten, jeg er voldelig, fordi jeg er nødt til det. Din patetiske mand opsøger problemer."
Hvad skal det betyde? undrer jeg mig, men jeg beslutter at lade det ligge. Dette er min bryllupsnat, og jeg vil ikke lade ham eller nogen anden ødelægge den.
"Hvad er der galt, Kitten? Får jeg dig op i det røde felt?" spørger han drilsk. Jeg vender mig væk fra ham, håber han ikke ser, hvor meget han pisser mig af.
Han ved, at jeg hader det skide kælenavn, men han er ikke holdt op med at kalde mig det, siden vi var små.
"Jeg har sagt, at du skal stoppe med at kalde mig det," mumler jeg og prøver at holde min stemme rolig.
"Og jeg har sagt, at jeg aldrig vil stoppe med at kalde dig det."
Jeg bider tænderne sammen og føler min frustration stige. "Du er sådan en nar. Hvorfor er det overhovedet mit kælenavn?"
"Fordi du altid har kløerne ude, men når det er tid til at kradse og bide, er du praktisk talt harmløs."
En bitter latter bobler ud af mig, da jeg vender mig mod ham. "Fuck dig. Jeg kunne rive dine øjne ud, hvis jeg ville."
"Sikkert, Kitten," siger han igen, grinende bare for at irritere mig mere. "Men bare i tilfælde af at de kløer ikke synker dybt nok, husk at du altid kan ringe til mig, Niko og Mace, hvis du er i problemer."
Hvorfor bliver han ved med at sige det? Jeg har aldrig brug for dem, og det har jeg aldrig haft. Ikke engang da min far blev myrdet. Jeg lod aldrig nogen se mig græde og tørrede mine egne tårer i privat.
Ligesom far ville have ønsket af sin stærke pige.
"Han har ret, søde pige. Du kan ringe til os, hvis du nogensinde har brug for os," tilføjer Nikolai, der kommer ud af huset og slutter sig til os. Mace dukker op lige bag ham.
Åh, fantastisk. Her er alle tre idioter.