8
En halv time er gået. Jeg sidder nu på kanten af min seng med et tæppe omkring mig.
Jeg ser på, mens sikkerhedschefen taler med sine underordnede. Han ser rasende og knust ud. Jeg har mistet tællingen på, hvor mange gange han har undskyldt over for mig.
Jeg er i sikkerhed nu, men min krop ryster stadig.
En kvindelig medarbejder sidder ved siden af mig. Hun har forsikret mig om, at alt vil blive okay, og at denne slags hændelse aldrig vil ske igen.
Jeg har nægtet at drikke den varme kakao, de har tilbudt mig for at berolige mig. I stedet bliver jeg ved med at mumle, "Det her er så rodet. Meget, meget uprofessionelt."
At en af deres egne vagter formåede at bryde ind i sikkerhedssystemet og angribe mig som beboer i denne bygning, får mit blod til at koge.
"Har de ikke kørt alle testene ordentligt, før de ansatte en person?" siger jeg gennem sammenbidte tænder. "Dette er uacceptabelt. Nogen må tage ansvar for dette. Indså de ikke, at de havde ansat en person, der burde være på en sindssygeanstalt?"
Damen ved siden af mig undskylder igen, men jeg ryster på hovedet.
"Jeg er ligeglad. Dette er meget upassende og skuffende for en velkendt bolig, som folk antager er den sikreste og mest prestigefyldte i byen."
Den uspolerede ry af denne bolig sammen med dens ejer vil snart smuldre, når denne hændelse når medierne, og jeg vil ikke føle nogen skyld over det.
Hvis far vidste om dette, ville han måske brænde denne lejlighed ned til aske og sørge for, at hver eneste person på planeten foragter den. Nu hvor jeg tænker over det, kan jeg ikke lade være med at kigge igen på min telefon, der ligger på min seng.
Jeg har stadig ikke ringet til mor og far. De har stadig ingen idé om, hvad der er sket. Grunden til, at jeg ikke har gjort det, er, at far helt sikkert vil trække mig tilbage til Texas, hvis han ved det, og mit sind debatterer stadig, om jeg skal lade det ske eller ej.
Jeg har arbejdet hårdt for at blive accepteret i dette udvekslingsprogram, og jeg vil ikke have, at min drøm forsvinder i den blå luft bare på grund af en nat.
Det er meget fristende at få fars penge tilbage, da dette sted ikke fortjener dem. Men så vil jeg ikke miste min mulighed for at studere i Seattle.
"Frøken Spencer." Sikkerhedschefen nærmer sig mig, stadig med skyld i ansigtet. "Igen, vi undskylder for, hvad der skete. Der er ingen undskyldning for os at benægte, at hændelsen skete på grund af vores fejl. Vores administrerende direktør, ejeren af denne bygning, er allerede på vej for at se dig lige nu. Han vil også gerne undskylde over for dig."
Jeg fniser. "Rigtigt. Faktisk har jeg ret til at sagsøge jer alle på grund af denne hændelse. Jeg kan ikke vente med at se ham." Min tone lyder sarkastisk i slutningen af min sætning, men jeg er ligeglad.
Jeg kunne være blevet såret i nat. Jeg kunne være blevet voldtaget. Værre -- jeg kunne være blevet dræbt.
Sikkerhedschefen tager en dyb indånding. Hans ansigt bliver blegt, og jeg kan se, hvor meget dette problem stresser ham. "Jeg er ked af, at vi lader dig vente, frøken Spencer. Vores direktør var stadig på sit kontor, men han forlod straks alt, da han hørte om dette. Han tog direkte hjem. Han vil være her om lidt."
Han synker, ser ekstremt bange ud, som om han hellere ville dø end at møde sin chefs vrede. Dog vækker hans sætning min interesse.
Jeg kniber øjnene sammen mod ham. "Hjem?"
Han nikker hurtigt. "Ja, frøken Spencer. Han bor også i denne bygning. Øverst."
Mine øjenbryn løfter sig. Ah, penthouse-lejligheden.
Sikkerhedschefen undskylder sig, da en vagt rapporterer noget til ham. Hans stemme runger igen i luften, mens han skælder ud på det hold, der var sat til at arbejde sammen med Nico, også kendt som angriberen i aften.
Jeg bider mig i underlæben og ser på dem, mens de taler. Sikkerhedschefen ser ikke ud til at bekymre sig om, at de andre beboere på denne etage ville kunne høre hans høje stemme.
"Ville dette ikke skabe problemer for mine naboer?" spørger jeg den kvindelige medarbejder ved siden af mig. "Hvis de finder ud af dette, vil det ikke være et problem for ledelsen? Jeg er sikker på, at det vil komme i nyhederne."
Jeg kan ikke lade være med at føle mig urolig, for hvis det er tilfældet, vil far også finde ud af det. Jeg har dog ikke set nogen naboer kigge ud.
Damen ryster på hovedet. "Der er ingen andre, der bor på denne etage lige nu, frøken Spencer. Kun dig."
Den information får mine øjne til at spærre op. "Hvad?" gentager jeg vantro. "Men det er ikke muligt. Jeg er sikker på, at denne etage var fuldt besat, da jeg købte."
Damen sukker. "Det er rigtigt, frøken Spencer. Men de fleste af dem samlede kun på ejendomme. De bor ikke rigtig her. De rejser meget til udlandet."
Min mund falder åben. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det værste scenarie, der kunne være sket, hvis jeg ikke havde ringet til operatøren i tide. Selv hvis jeg havde skreget efter hjælp, ville ingen have kunnet høre det.
Jeg knytter min næve på mit lår, mere frustreret end nogensinde. Før jeg kan åbne munden for at tale igen, fanger en bevægelse fra døren min opmærksomhed.
"Her er han," informerer damen, lyder en smule panisk. "Ejeren af denne bygning er ankommet, frøken Spencer." Hun rejser sig, og alle de andre i rummet retter sig straks op.
En mand dukker op i døren, ser absolut dødbringende ud. Hans bryst hæver og sænker sig, beviset på, at han har haft travlt. Hans kæbe er spændt, hvilket viser, hvor utilfreds han er med situationen.
Min ånde fanges i halsen, fordi hans træk er absolut velkendte.
Høj, brunhåret og brede skuldre. Manden, klædt i sit kontorjakkesæt, skrider ind i rummet. Hver af hans bevægelser udstråler autoritet.
Han er chefen, den ansvarlige, og den, disse mennesker frygter, især efter hændelsen i aften.
Og han er manden, hvis navn stadig får mit hjerte til at synke hver gang det nævnes, på grund af hvad der skete for to år siden.
Han er Aiden Klein.