Lektion 6- Vær venlig mod andre, især dem, der måske er forskellige fra dig.
Jeg tænker tilbage på, da jeg var barn. Jeg havde en nabo. Han var stor og skræmmende, tatoveringer over hele kroppen, og han kørte rundt på en super støjende motorcykel. Jeg var rædselsslagen for ham, så meget at jeg krydsede gaden for at undgå ham. Det vidste han også godt. Så en dag, da jeg var omkring tretten, sad jeg fast udenfor huset i regnen. Jeg frøs, og min astma begyndte at drille. Han tog mig indenfor, lavede en kop te til mig og satte mig foran radiatoren, indtil min bror kom hjem med nøglerne og kunne lukke os ind.
Min far derimod... Han var flot og charmerende, den slags person, man straks bliver tiltrukket af. Det var også ham, der låste mig ude i regnen.
"Jeg tror ikke rigtig, at det ændrer noget, at du er en dæmon," annoncerer jeg. Torin løfter et øjenbryn. Det her er måske det mest følelsesladede, jeg har set ham indtil videre.
"Hvordan det?" spørger han.
"Tja... Se det på denne måde. Den fyr, der jagtede mig på gaden, han var større end mig og stærkere. Jeg havde ingen chance for at kæmpe imod ham. Men hvis han var menneske? Så ville han stadig være større og stærkere end mig. Jeg kunne stadig sandsynligvis ikke kæmpe imod ham. Så hvad forskel gør det? Jo, et monster som ham kunne dræbe mig, men det kunne et menneske også. Det kunne en særligt motiveret and også. Jeg gætter på, at det bare bliver lidt sværere nu at være sikker på, hvor farlige folk er, især hvis de kan forklæde sig, som du sagde. Det er, hvordan folk opfører sig, der gør dem farlige, ikke hvad de tilfældigvis er," konkluderer jeg.
Alle tre stirrer på mig nu. Torin blinker igen, og Kyle ser på mig med en rynket pande. Er DE bange for Torin? Hvorfor? Og hvis de er så bange, hvorfor er de så overhovedet her? Torin bryder den akavede stilhed.
"For at svare på dit tidligere spørgsmål, kan jeg gøre begge dele. Jeg kan skjule mig med magi for at gemme mig i skyggerne, men som du kan se, har jeg også en anden form," forklarer han og gestikulerer mod sig selv.
"Ah, sejt," er alt, jeg svarer med. Jeg vil egentlig gerne se, hvordan han ser ud i sin dæmonform igen. Jeg var lidt ved siden af mig selv første gang, og det irriterer mig, at mit mentale billede af det er lidt sløret. Men jeg tror ikke, jeg kan bede om at se det.
Dels fordi det virker uhøfligt på en eller anden måde, og dels fordi Laura og Kyle allerede ser skræmte nok ud, som det er. Der er ingen grund til at skræmme dem yderligere. Jeg kommer til at være her i mindst natten over, sandsynligvis meget længere end det. Der er ingen grund til at skynde sig.
Vi sidder der akavet et øjeblik. Det kommer slet ikke til at fungere for mig. Jeg har det okay lige nu, fordi jeg ikke har stoppet op for at tænke. Jeg er ret sikker på, at jeg er på vej mod et sammenbrud senere, men lige nu vil jeg bare holde mig beskæftiget, eller i det mindste distraheret.
"Så... Hvad nu?" spørger jeg med tvungen munterhed. Alle er stille, så Laura tager over. Det er tydeligt, at hun er gruppens ekstrovert.
"Nå, nu hvor du er fanget her, er der ingen skade i at give dig et lynkursus i det overnaturlige. Ikke?" Hun kigger over på Torin, som giver et enkelt nik. Tilladelse givet, fortsætter hun sin forklaring.
"Til at starte med har du nok gættet, at jeg er en heks. Jeg kanaliserer og bruger magi gennem besværgelser og eliksirer. Der kræves noget øvelse, men for det meste er heksens magi baseret på intention og følelser. En heks' kraft er begrænset af, hvor meget magi de er i stand til at kanalisere," afslutter hun.
"Laura her er for beskeden til at indrømme det, men hun er en meget magtfuld heks," praler Kyle på hendes vegne. Laura rødmer igen og dukker hovedet.
"Ikke SÅ magtfuld, ikke sammenlignet med nogle. Men jeg klarer mig fint," mumler hun, tilsyneladende ude af stand til at møde den kortere mands blik. Nu DET er interessant. Jeg undrer mig over, om der er noget mellem de to. Der er en god afstand mellem dem, men for en så grov fyr er han hurtig til at komplimentere hende.
"Hvad med dig så? Har du også magi?" spørger jeg den sure kok. Han ryster bestemt på hovedet.
"Nej. Jeg er en dværg. Vi roder ikke med alt det magi-pjat," brummer han. Jeg løfter et øjenbryn, mens jeg ser på hans glatbarberede ansigt. Jo, han er kort, og hans højde giver mening, men jeg troede altid, at dværge skulle have skæg, det har de altid i historierne. Og skal de ikke være så... runde?
"En dværg, virkelig? Hvorfor har du ikke skæg?" spørger jeg ligefrem med et venligt smil. Kyle ruller med øjnene.
"Kun gammeldags idioter går op i at have skæg. Jeg er en moderne dværg, jeg gider ikke det pjat. De har været ude af mode i årtier. Desuden kommer skæg i vejen, når jeg laver mad," brummer han, og jeg kan ikke lade være med at fnise. Han SIGER, at han ikke kan lide skæg, men for at vide, hvor upraktiske de er, må han have haft et på et tidspunkt, ikke? Et blik på Laura viser, at hun også skjuler et smil. Jeg VIDSTE det.
"Hey, hvis dværge ikke bruger magi, hvad gør jer så overnaturlige? Gør det jer ikke bare... jeg ved ikke... korte?" spørger jeg. Kyle puster sig op og gisper forfærdet.
"KORT? Jeg skal lige sige dig, at jeg er ret høj for en dværg. Og jeg skal lige sige dig, at dværge har de bedste overnaturlige evner af alle. VI roder ikke med magi, og det roder ikke med os. Overhovedet ikke. Besværgelser glider bare af os," praler han.
"Springer af deres tykke hud er mere som det," mumler Laura, og jeg undertrykker trangen til at fnise. De to er virkelig søde. Det virker som om, Kyle har et godt øje til Laura. Jeg er ikke sikker på, om hun kan lide ham eller ej. I det mindste, hvis jeg er fanget her, kan jeg nyde det gratis drama. Alligevel bør jeg prøve at finde ud af mere om, hvorfor jeg endte her i første omgang. Jeg er ikke her for at have det sjovt.
"Hvad med den fyr, der jagtede mig? Hvad var han?" spørger jeg. Laura ryster på hovedet.
"Jeg så ham ikke. Torin jagtede ham væk, før jeg nåede udenfor," svarer hun.
"Åh. Torin, fik du et godt kig på ham?" Jeg havde ikke bemærket det før nu, men han har langsomt fjernet sig fra samtalen og er trukket hen til døren. Jeg tror ikke, han er specielt genert eller noget, han taler fint nok til mig, det er mere som om, han prøver at være hensynsfuld. De andre to er tydeligvis ikke komfortable omkring ham, så han tvinger ikke sin tilstedeværelse eller blander sig i samtalen. Nå, jeg vil i det mindste tale med ham, så jeg trækker ham ind i samtalen selv.
"Jeg så ham. Jeg er ikke sikker på, hvad han var. En slags ulvemand, tror jeg. Han så ikke ud til at kunne skifte til en fuld ulv som en skifter ville, men der er fuldmåne i aften, så det er muligt, at han er en af dem, der er forbandet til at transformere på en eller anden måde. Det er usandsynligt, at nogen ville blive forbandet sådan uden først at have begået en stor forseelse, normalt mod en heks. Forbandelser er generelt drevet af hævn, vrede og hjertesorg. De er beregnet til at give folk, hvad de fortjener, eller gøre dem til mere af, hvad de allerede er," siger han fast.
"Så hvis den fyr var forbandet til at være et monster, er det fordi, nogen allerede betragtede ham som et? Det giver frygtelig meget mening," konkluderer jeg med et suk. Det lyder heller ikke særlig godt for mig.
Mine tanker bliver afbrudt af en bankende lyd, der kommer nede fra gangen, hvor jeg kan høre musikken og stemmerne. Faktisk er de blevet meget højere, mens vi har siddet her. Kyle kigger mod lyden med et forfærdet blik.
"Vi skulle arbejde!" udbryder han.