Lektion 3- Sig altid „tak“ og „tak“ - din sødhed kan kun få dig så langt.
"Pokkers." Laura bander bag mig. Torin stopper midt i at vikle en bandage om mit håndled.
"Du så mig." Han konstaterer. Jeg nikker langsomt. Baseret på stemningen i rummet er det ikke en god ting. Jeg skulle have løjet og ladet som om jeg ikke så noget. Sagt at jeg besvimede eller noget. Ved min bekræftelse slipper Torin forsigtigt mit håndled, lader bandagen løsne sig, og sætter sig tilbage, så langt væk fra mig som muligt uden faktisk at flytte sig fra hvor han knæler.
Jeg læner hovedet og ser nøje på ham. Hvorfor trækker han sig tilbage? Gjorde jeg noget? Jeg forsøger at færdiggøre bandagen selv, men det er svært at vikle om håndleddet på min dominerende hånd. Jeg giver op og rækker det ud til Torin.
"Lidt hjælp, tak?" spørger jeg. Jeg hører et skarpt indånding bag mig, og endnu en gang blinker Torin. Baseret på hans udtryk skulle man tro, at fyren ville være god til poker, men det blink... Nej, det er en total afsløring. Jeg er ikke sikker på, HVAD det fortæller mig endnu, men jeg er fast besluttet på at finde ud af det.
"Vil du have, at jeg hjælper?" gentager han, hans ord en spørgsmål.
"Ja, jeg troede, det var det, du gjorde." Jeg vifter med hånden, indtil han fanger den og færdiggør bandagen.
"Tak. Øhm, så meget som jeg nyder at sidde på gulvet med dig, og det gør jeg virkelig, det er en total forbedring i forhold til at løbe for mit liv og gemme mig i en fugtig gyde, er der et andet sted, vi kan gå, mens jeg ringer efter en taxa for at tage mig hjem. Jeg fryser lidt hernede." indrømmer jeg. Kokke-fyren hoster lidt, som om han kvæles, og Laura skifter nervøst rundt. Torin blinker igen. Pokkers, noget er galt.
"Vi skal tale." er alt, han siger.
Vi FLYTTER os fra gulvet, men rummet, vi flytter til, er ikke meget bedre. Det er et stort rum, der tilsyneladende bliver brugt til opbevaring. Alligevel formår vi at samle tre stole, så vi kan sætte os ned. Torin svæver i et hjørne af rummet, lænende sig mod en hylde. Jeg bliver hjulpet til min stol af kokken, der præsenterede sig som Kyle.
Laura har tilsyneladende overtaget denne samtale, langt mere selvsikker nu, hvor Torin har distanceret sig lidt. Jeg undrer mig over, hvorfor hun er så nervøs omkring ham. Måske fordi han er hendes chef eller noget? Han virker i hvert fald som om, han er i kontrol her. Jeg ER lidt intimideret, ikke af ham, selvom han ser skræmmende ud, men af den alvorlige atmosfære, der er kommet over alle. Hvad planlægger de at sige til mig?
"Så, jeg gætter på, at du har fundet ud af, at Torin ikke er helt menneskelig, og det var din angriber heller ikke." Laura starter. Hun lyder sympatisk. Jeg nikker.
"Ja, jeg gætter på, at der ikke er nogen grund til at lade som om andet. En ret uventet måde at afslutte min dag på." tilføjer jeg samtalende. Jeg vil ikke have, at de tror, jeg går i panik. Det gør jeg måske lidt. Men jeg har tydeligvis været heldig. Jeg mener, hvad er chancerne for, at jeg løber ind i nogen, der kan redde mig fra et rigtigt monster? For få minutter siden troede jeg, at jeg skulle dø, på dette tidspunkt er alt bedre end det.
"Du ser ud til at klare det ret godt, du er måske bare i chok." tilføjer hun.
"Tak, tror jeg..." Jeg stopper, og Laura grynter, da Kyle støder til hende med albuen.
"Stop med at undgå det og bare fortæl hende det." mumler han. Laura sukker.
"Fint. Øhm Carina? Sagen er, at du er menneske. Du skal egentlig ikke vide noget om disse ting. Du ved, monstre og sådan..." Laura stopper tøvende, og jeg springer ind for at berolige hende.
"Jeg vil ikke sige noget til nogen. Hvad skulle jeg overhovedet sige? Jeg så en fyr med horn? Folk ville tro, jeg er skør!" Jeg griner akavet, men smilet falder af mit ansigt, da ingen andre griner med.
"Altså... Du virker sød og alt det der, men vi har lært af erfaring, at man ikke kan stole på folk, når de siger det. Du mener det måske nu, men på et tidspunkt vil du få lyst til at fortælle nogen, hvad du så, hvad Torin er." Laura sagde alvorligt.
"Jeg ved ikke engang, hvad Torin er. Betyder det overhovedet noget? Jeg vil bare hjem, tage et varmt bad og lade som om, denne aften aldrig skete." klager jeg.
"Jeg ved det. Vi finder ud af noget." Laura siger med et medlidende udtryk. Kyle ser bare sur ud.
"Reglerne siger, at når noget som dette sker, skal vi tage os af det. Normalt betyder det, at de ender døde. Det vil vi selvfølgelig ikke, men kunne vi arrangere at få hendes hukommelse slettet?" foreslår han. Hukommelsessletning? Jeg får indtrykket af, at jeg er snublet over noget mere end bare én fyrs hemmelighed. Laura og Kyle tager det ret personligt.
"Hukommelsessletninger er super farlige. Selv en dygtig magibruger kunne ved et uheld tage for meget. Husk hvad der skete med Melody? Hendes eks snød og ville slette hendes hukommelse, da hun fandt ud af det. Nu husker hun knap nok noget fra de sidste ti år! Vi kunne efterlade stakkels Carina som en amnesi. Det er næppe fair over for hende." Laura protesterer.
Okay, jeg kan ikke lide nogen af disse muligheder. Jeg troede, jeg var sikker her, men måske tog jeg fejl. De taler om magi og sådan noget. Jeg er tilbøjelig til at tro, at de ikke bare er skøre, jeg har set for meget i aften til at tro det. Men det gør det bare værre, for det betyder, at denne snak om død eller at slette min hukommelse er en faktisk seriøs samtale. Jeg skal ud herfra. Mine øjne flakker rundt i rummet. Kan jeg nå en udgang?
De falder på Torin, hvor han står ved væggen nær døren. Mit hjerte banker, men da jeg ser på ham, begynder det at falde til ro. Jeg begynder at slappe af. Hans udtryk er et omhyggeligt pokeransigt, men på en eller anden måde er det beroligende. De andre to går i panik og diskuterer vanvittige muligheder, men han virker rolig. Desuden reddede han lige mit liv. Jeg tror ikke, han ville lade dem skade mig.
Af en eller anden grund er hans tilstedeværelse beroligende, han får mig til at føle mig tryg. Det er næppe overraskende, han reddede mig trods alt. Måske læser jeg for meget ind i det, det er nok ikke noget stort for ham, men jeg sætter pris på det. Jeg kan godt lide at være i live, og at dø alene i en gyde ville have været forfærdeligt. Jeg er i live, jeg er rimelig sikker. Uanset konsekvenserne af denne aften, kan jeg håndtere dem.
Jeg tuner tilbage ind i samtalen mellem Laura og Kyle.
"Vi kan ikke bare lade hende tage hjem. Vi er nødt til at holde øje med hende!" protesterer Kyle mod noget, Laura lige har sagt.
"Øh, jeg skal hjem på et tidspunkt. Min bror vil komme og lede efter mig. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle ham noget. Jeg kan blive lidt, men det er ikke som om, I kan holde mig her for evigt." påpeger jeg. Laura rynker panden, og Kyle ser vred ud.
"Du bliver her, indtil vi er sikre på, at det er sikkert for dig at tage af sted." siger han fast. Jeg ryster på hovedet.
"Hvad mener du?" spørger jeg. Han løfter et øjenbryn.
"Jeg var ikke den, der blev jagtet i aften. Hvor sikker er du på, at det er sikkert for dig at tage hjem?" siger han, hans tone er mørk, og jeg gyser. Jeg havde ikke tænkt på det. Jeg antog, at det bare var en tilfældig fyr, der gik efter en sårbar kvinde på gaden, en total tilfældighed. Men nu hvor jeg tænker over det, følte jeg mig overvåget, måske var det ikke bare uheld alligevel.
"Jeg... Jeg ved det ikke." svarer jeg, lidt forvirret. Han nikker.
"Det tænkte jeg nok. Du skal blive her." Først er jeg beroliget, han beskytter mig stadig, men så blinker han langsomt igen. Jeg tror, jeg kan se det mindste hint af en rynke. Han er ikke glad for noget. Han vender sig mod Laura.
"Kast en binding besværgelse på frøken Akari. Hun må ikke tage et skridt uden for denne bygning."