Kapitel 6
DRAVEN
En hånd griber fat i min arm, og jeg bliver revet ud af lastbilen. "Farvel!" Domonic råber til Bart, før han smækker døren i. Bart bakker ud af indkørslen, som om hans liv afhænger af det, og jeg skuler op på Domonic.
Jeg ryster hans hånd af min arm og spørger: "Hvad fanden er dit problem?"
Han er rasende. Stirrer på mig, som om jeg var en slags forræderisk skank. Man skulle tro, jeg lige havde myrdet hans hund eller noget.
"Du kyssede ham," siger han med en kold, følelsesløs stemme.
Jeg fnøs. Seriøst? "Øh ja. Det gjorde jeg. Og hvad så? Han er min ven, og hvis det ikke var for ham, ville jeg være på et elendigt motel et sted og vente på at dø."
Bart er den eneste, jeg burde kysse!
Domonic fniser hånligt, hans grå øjne bliver mørke af foragt. "Han er din ven? Du kender ham ikke engang."
"Tilbød du mig dette sted bare for at få mig alene og spytte din had mod mig?" Jeg stirrer vredt på ham og ryster på hovedet af hans frækhed. "Jeg kender heller ikke dig, men her er vi." Det er isnende koldt, og jeg står her og ryster, så denne idiot kan håne mig. "Skal vi gå ind, eller hvad?" udfordrer jeg.
Hans øjne gnistrer, skifter fra is til ild på et øjeblik. "Vi?" Han smiler suggestivt og tager et skridt tættere på mig på verandaen, mens hans øjne glider langsomt ned over min krop.
Mine kinder bliver varme. Huden bliver glohed ved følelsen af hans øjne på mig. Jeg tager et skridt tilbage. "Jeg antager, at du vil vise mig stedet."
Han sukker, hans kølige grå blik rører ved mit hår et øjeblik, før han trækker en nøgle op af lommen. "Her. Alt virker, og det er alt sammen topmoderne. Morgenmad er klokken ni præcis. Kom ikke for sent."
Så vender han sig om og går mod sin bagdør, hvor tilfældigvis Margo venter på ham iført intet andet end en lang silkekåbe.
Ulækkert.
Vreden nager i mine nerver. Jeg bander over mig selv for at have ladet ham flirte, som han gjorde for et øjeblik siden. "Jeg spiser ikke morgenmad med dig og din kæreste," siger jeg og vender mig om for at låse døren op.
Nøglen glider let i, og da døren åbner, strømmer en blød belysning ind i entréen.
Dejligt.
Da jeg vender mig om for at lukke døren, skriger jeg. Domonic står i indgangen bag mig. Jeg hørte ham ikke engang komme op.
Han griner, lukker døren bag sig og går langsomt hen mod mig. "Hun er ikke min kæreste, og jeg var lige ved at tage hende hjem," informerer han mig med en lav, forførende stemme. En der får min vejrtrækning til at blive lidt hurtigere end før.
"Åh," hvæser jeg og går baglæns, længere og længere, indtil jeg rammer den bløde lædersofa med bagsiden af mine jeansklædte ben. "Jeg er ligeglad," lyver jeg.
Han fortsætter med at gå hen mod mig, kæben spændt i irritation, før han stopper og efterlader omkring femten centimeter mellem os. Hans ansigt bliver alvorligt. Han kigger rundt med hænderne i lommerne og siger: "Jeg ved, det er mange vinduer, men hvis du trykker på kontakten på væggen, lukker gardinerne."
Jeg nikker og smider min rygsæk på sofaen. "Godt at vide. Du kan gå nu," puster jeg ud.
Han rømmer sig, øjnene flakker langsomt rundt, men han bevæger sig ikke for at gå. "Du har ikke noget for Bartlett, vel?"
Jeg var ved at sige noget ondt og suggestivt, men blikket i hans øjne stopper mig. Han ser usikker ud, endda lidt nervøs. Det var næsten sødt. For fanden. Det var mere end sødt.
"Nej, jeg har ikke noget for Bart," svarer jeg blidt, mine skuldre slapper af mod varmen, der kommer fra hans krop.
Han skifter fødder og tager endnu en centimeter i min retning. Et halvt smil danner en lille fordybning i hans ene kind, mens han kigger ned på mig. Det varme gule lys i rummet får hans øjne til at se lidt mere gyldne end grå ud. "Okay så," sukker han og går baglæns mod hoveddøren. "Husk, klokken ni præcis. Hvis jeg skal komme og hente dig, vil jeg være nøgen."
Jeg svarer slet ikke.
I så fald kunne jeg godt finde på at komme for sent med vilje.
Tru mig ikke, makker.
Da han når døren, vender han sig om og går ud uden at se tilbage. Jeg spilder ingen tid med at låse efter ham, før jeg trykker på kontakten for at trække gardinerne for alle vinduerne.
Så vender jeg mig om og går mod køkkenet for at se, hvad der er i køleskabet. Til min overraskelse er det faktisk fuldt udstyret, og på en hylde står en tallerken dækket med plastfolie. En lille seddel er tapet på forsiden, og den får mig til at smile som en idiot.
Sedlen lyder:
Du missede aftensmaden.
Grinende fra øre til øre som en tosse, kigger jeg længselsfuldt mod hoveddøren. Så, med en bid i læben, tager jeg tallerkenen ud og sætter den i mikrobølgeovnen.
Måske... er han ikke så slem alligevel.
Måske... vil livet her faktisk fungere.
DOMONIC
Jeg har allerede set hende sove i en time og kan stadig ikke tvinge mig selv til at gå ud af døren. Som jeg havde mistænkt, lukkede hun alle vinduerne i lejligheden. Så i stedet for at se hende fra mit soveværelse, som jeg ville, måtte jeg snige mig ind som en kryb.
Nu kan jeg ikke rive mine øjne væk fra hende.
Bartlett havde ret. Hun er dækket af blå mærker. Hendes arme, hendes skuldre, hendes hals. Og ikke den slags blå mærker fra almindelig mishandling. Nej. Disse er kraftige blå mærker. Den slags, der kommer fra at blive grebet - eller - holdt nede mod sin vilje.
Jeg burde ikke have sneget mig herind, men jeg ville se dem med mine egne øjne. Jeg behøvede at se dem.
Jeg kan ikke lide det - den måde, jeg føler på, er farlig. Jeg bebrejder ikke helt Bartlett for at gå imod mine ordre om at slippe af med hende, men kun på grund af hendes omstændigheder. Og i samme henseende måtte jeg sikre mig, at jeg var ansvarlig for hendes sikkerhed.
Hvis det ansvar tilhører nogen, tilhører det mig.
Jeg indrømmer, at den længsel, der havde banket med smerte hele dagen, kun var blevet værre, før jeg kom tilbage til baren i aften. Jeg var forberedt på at håndtere det, i det mindste håbede jeg på det. Så da jeg så, at hun faktisk stadig var der og ikke var gået - blev jeg vred. Men... jeg var også lettet. Fordi trykket i mit bryst syntes at ændre sig til mere en stikkende fornøjelse end en smertefuld længsel fra det øjeblik, jeg fik øje på hende bag baren.
Med et blødt suk vender hun sig i søvne og strækker det ene ben ud over tæppet. Min krop begynder at banke af vrede ved synet af, hvad der skæmmer hendes smukke hud og hvor det gør.
Nogen har såret hende slemt, og jeg må ud herfra, ellers mister jeg besindelsen.
Så lydløst som muligt dækker jeg hende til og før jeg kan stoppe mig selv, lader jeg mine fingre glide over hendes bløde læber.
"Jeg vil ikke have dig her," hvisker jeg. "Men jeg kan heller ikke lade dig gå. I hvert fald ikke endnu."
Først skal jeg eliminere truslen mod hendes overlevelse. Så vil jeg lade hende gå. Jeg bliver nødt til det.
Som en skygge i natten smelter jeg tilbage i mørket og tager et sidste kig på hendes perfekte ansigt. Så forlader jeg lejligheden og går tilbage til mit hus, velvidende at jeg ikke vil kunne sove resten af natten.
Hun er for tæt på, men samtidig ikke tæt nok.
Hvordan døde hendes mor?
Jeg skal finde ud af alt, hvad jeg kan om hende. Jeg vil vide, hvor hun kommer fra. Jeg skal vide, hvem hendes stedfar er, hvad han gjorde mod hende, og hvorfor.
Jeg sender en sms til Rainier og beder ham møde mig i klubben klokken tolv i morgen. Jeg vil have ham til at finde ud af præcis, hvem Miss Draven Piccoli er. Jeg skal have alt dette håndteret inden næste fuldmåne.
Jeg kigger på uret på kaminhylden og ser, at det allerede er fem om morgenen. Jeg stirrer på min seng og kroppen, der ligger der. Margo er intet i forhold til den sexede sort-hårede skønhed, der foruroligende er trådt ind i mit liv.
At tænke, at jeg lige i går knaldede Margo lige her i dette rum.
Nu er bare mindet om det nok til at få mine indvolde til at krølle sig sammen.
Jeg vil ikke ligge med hende. Jeg kan ikke.
Stirrer ned på min telefon og bestiller den tidligste tur, jeg kan finde, for at sende Margo hjem. Så med et skuldertræk trykker jeg på kontakten for at åbne gardinerne i alle vinduerne i mit værelse. Jeg kunne prøve at fortælle mig selv, at jeg gjorde det for at holde øje med lejligheden fra mit værelse, men det ville være en løgn.
Jeg gjorde det, fordi jeg ikke ville have, at Draven skulle kigge herover og undre sig over, om jeg måske knaldede Margo.
Jeg vil have, at pigen, som jeg nægter at beholde, skal vide, at der ikke er nogen anden end hende.
Gud, jeg er dum.
Jeg må hellere begynde at lave morgenmad.