Kapitel 5
DRAVEN
Jeg skynder mig over til den anden side af gangen, så det ser ud som om, jeg kommer tilbage fra toilettet. På vej tilbage mod baren møder jeg Barts triste, tunge øjne.
I et forsøg på at lade som om, jeg ikke aner, hvad der foregår, smiler jeg så bredt, som mit skuffede hjerte tillader. "Hvad er der galt, chef?"
"Øhm, Draven - jeg er nødt til at-" han afbryder sig selv, da nogen nærmer sig bag mig.
Gæt hvem det er. Øjenrulning.
Jeg kunne være døv og blind, og jeg ville stadig vide, hvem der stod bag mig. Hans varme presser mod min ryg igen, og hårene på min nakke står ret op.
Hvis jeg læner mig lidt tilbage... vil min røv presse lige mod hans...
Nej Draven, nej!
"Bartlett er nødt til at renovere lejligheden ovenpå - så du bliver nødt til at bo et andet sted, indtil det er færdigt," afbryder Domonics lave stemme.
Hvad er det nu?
"Et andet sted?" Mine spørgende øjne møder Barts, og han trækker på skuldrene. "Hvorhenne?"
At vide, hvad jeg gør - hvilket er, at Domonic lyver - tænder en vrede i mig, og jeg vender mig mod ham med et blik.
Han smiler, den søde smilehule blinker nok til at gøre mine trusser fugtige. "Jeg kan finde et sted til dig, en lille lejlighed på toppen af bakken."
"Nej tak. Jeg har ikke råd," siger jeg jævnt og skubber min ryg mod disken for at skabe afstand mellem os. Han er alt for tæt på. Den mundvandsfremkaldende duft af ham gør mig svimmel.
"Du har råd." Hans kæbe strammer sig, og han stirrer ned på mig. "Du skal ikke betale husleje, for jeg ejer den."
Mine øjne snævrer sig sammen, og jeg vipper hovedet mod ham bebrejdende.
Jeg kan ikke lade ham vide, at jeg lyttede til deres samtale.
"Jeg vil ikke have noget fra dig," knurrer jeg.
Han hvæser, en muskel i hans kæbe trækker sig sammen. Han placerer sine hænder på baren på begge sider af mig og fanger mig igen. Han skubber sig tættere på, så vi kun er få centimeter fra hinanden, og svarer, "Så bor du hos mig. I mit hus."
Jeg hører Bart tabe et glas bag baren og bande.
Jeg fniser, "Hos dig? I dit hus?" Nå, hvis det ikke udløste en latterkrampe. "Jeg sover hellere på baren eller på togstationen," svarer jeg. "Nej tak."
Pludselig bøjer han hovedet frem, og jeg fryser. Hans næse glider ind i de lange bageste lokker af mit hår, og hans læber strejfer knap min kind på vej til mit øre. Jeg er nødt til at tvinge mig selv til at stå fast, selvom mine instinkter får mig til at trække mig tilbage. Hans ånde varmer min nakke, og jeg kunne sværge, at jeg hører begyndelsen på et støn. Han hvisker, "Så, enten tager du lejligheden, eller også tager du toget ud. Hvad vælger du?"
Mit hjerte begynder at hamre i brystet med hans nærhed. Den lækre duft af hans aftershave filtrerer gennem mine sanser og får mig til at ryste indeni. Jeg kan mærke hans arme lukke sig ind på hver side af min krop. Som om han langsomt lukker dem omkring mig, en lille millimeter ad gangen. Elektricitet gnistrer, da han presser sig tættere på mit bryst. Så stærkt, at jeg er overrasket over, at det ikke knitrer.
Jeg åbner munden for at tale, men ordene sætter sig fast i min hals, da jeg mærker den bløde berøring af hans tænder på min øreflip.
Åh Gud. Hvad fanden laver han?
Han hvisker blidt, "Please. Bare indtil vi kan forstærke sikkerheden i din lejlighed."
Så trækker han sig tilbage og møder mine øjne direkte, nikker til mig, mens jeg står der og gisper efter vejret.
Mit blik snævrer sig sammen mod ham, og han smiler, krydser armene over brystet.
Din skiderik! Han gjorde alt det der med vilje. Han ville bare tirre mig.
Han ved det! Han må have set mig gemme mig derinde. Det er derfor, han stoppede i gangen.
"Fint," bider jeg af, og prikker ham skarpt i brystet. "Men jeg beholder mit job."
Domonic skuler til mig. Hans øjne glider op og tilbage mod, hvor Bart står på den anden side af disken. "Det er ikke nødvendigt, for som jeg sagde, vil jeg ikke opkræve dig husleje."
Jeg griner - den nar er virkelig noget for sig. "Det er nødvendigt, for jeg vil betale dig tilbage," snapper jeg.
"Betale ham tilbage for hvad?" En tyk fløjlsblød stemme lyder fra Domonics side, og jeg ved uden at kigge, at det er Barbie.
Domonic spænder synligt, da hun placerer en kunstfærdigt manicureret hånd på hans arm. Nu hvor jeg står ansigt til ansigt med hende, ser hun slet ikke så sød ud, som jeg først troede. Hendes ansigt er dækket af et lag make-up, og hendes øjne er for tæt sammen, hvilket kvæler broen af hendes spidse lille næse. Hun har dog flotte bryster. Den kælling. Men et blik nedad fortæller mig, at det er alt, hun har. Hendes hofter er ikke-eksisterende.
Døde blå øjne finder mine, og hun snerrer, "Jeg stillede dig et spørgsmål."
Hun er højere end mig.
Men jeg kan tage hende.
Jeg smiler, pænt og bredt, og vender så min opmærksomhed tilbage til Domonic. "Kan du gå din skank tilbage til dit bord, tak?"
"Skank?!" Hun syder.
Bart hyler bag mig, hans latter tilføjer endnu en grad af glæde til mit smil.
"Margo, det her rager dig ikke. Gå ud og sæt dig i bilen. Vi tager afsted," siger Domonic køligt.
Margo, huh? Kedeligt...
Margo stamper med den ene fod og drejer så rundt, på vej mod døren. Hun sørger for at sende mig et sidste bitchy blik, før hun går, og for det er jeg taknemmelig.
Kælling.
Domonic masserer sin tinding. "Som jeg sagde, du får ikke brug for dette job."
Jeg lægger en finger under min hage, som om jeg tænker dybt. "Nå, så ingen aftale. For jeg kan godt lide dette job, og du skal ikke tage det fra mig."
Han stirrer på mig, så griner han mørkt. "Fint. Du kan beholde jobbet, men bare så du ved det, lejligheden ligger fire kilometer op ad bakken. Så hvis du insisterer på at beholde det, vil du bruge en del tid på at gå."
"Jeg kan godt lide at gå," siger jeg, og det er sandt, det kan jeg. "Det er godt for min røv," tilføjer jeg. "Lyder sjovt."
Igen bider han tænderne sammen. Hans øjne bliver tunge, mens de følger mine hofter. "Du kommer ikke til at gå fire kilometer hver nat klokken to om morgenen."
"Jeg kan køre hende hjem," tilbyder Bart.
Jeg smiler, "Der. Ser du? Bart vil køre mig."
Domonic nikker, mens han ser på Bart, inden han vender sig for at gå. "Jeg ser jer begge i lejligheden i aften så."
"Kan du ikke bare give mig nøglen nu? Jeg vil nødig forstyrre din fest."
Han ignorerer mig, griner, mens han går.
Jeg må være skør. Jeg kan ikke engang lide denne fyr! Han kunne være en seriemorder for alt, hvad jeg ved.
Som om Bart læser mine tanker, siger han, "Bare rolig, kiddo. Domonic er en nar, ja, men han er også en god fyr."
"Det siger du."
Da Bart lukker og jeg har pakket min rygsæk igen, er klokken halv tre om morgenen. Vi sætter os ind i hans lastbil og kører ind i den tykke tåge på de omkringliggende gader. Der er ikke mange biler tilbage på vejen, og den begrænsede gadebelysning tilføjer kun til den uhyggelige atmosfære. Månen er kun en kvart og delvist skjult, så mit udsyn til landskabet omkring mig er begrænset. På vej op ad den stejleste bakke kigger jeg på Bart.
"Hvor langt bor du fra lejligheden?"
Han smiler drilsk, "Jeg bor kun en blok væk. Hvorfor? Er du bange?"
"Ikke bange præcis. Bare... forsigtig."
Han sukker og rækker en arm over for at trække mig ind til et venligt sidekram. "Vi er for det meste gode mennesker herude, Draven. Efter du har været her et stykke tid, vil du se det. Desuden er det ikke, som om du vil være alene på ejendommen."
"Ejendommen?"
Han griner. "Lejligheden ligger på udlejers ejendom. Jeg gætter på, at man kunne sige, det er mere et gæstehus."
Gæstehus?
Domonics gæstehus?
"Og min udlejer er..." siger jeg lige, da vi kører forbi en moderne port omgivet af stedsegrønne træer. "Domonic," hvæser jeg, da jeg ser ham stå udenfor et stort moderne hus, der ser ud til at være væg til væg glas.
Jeg ruller vinduet ned, mens lastbilen holder stille ved siden af ham. Han har grå joggingbukser og en matchende hættetrøje på. Og... han ser lækker ud.
"Hvor fanden har I to været?" Snerrer han vredt, "Jeg har ventet herude i femogfyrre minutter."
"Jeg var nødt til at lukke, mand. Og Draven skulle pakke sine ting."
Domonic ser mistænksomt på os begge, før han ruller med øjnene og gestikulerer til Bart om at fortsætte ned ad indkørslen.
Mens vi passerer hovedhuset, tager jeg alle dets detaljer ind. Jeg kan bogstaveligt talt se køkkenet, stuen og spisestuen gennem de pletfri glasvægge. Sportsnetværket spiller på en femoghalvfjerds tommer fladskærm indeni, og billedet er så godt, at jeg føler, jeg er i rummet et øjeblik. Den moderne indretning er holdt i brune og hvide nuancer, og alt i stedet ser ud til at være ekstremt dyrt. Pludselig er jeg bange for, hvad jeg måske ser gennem de glasvægge.
Hvor er hans pige? Margo.
Jeg vil ikke have forreste række til Fifty Shades of Slut!
Da jeg vender tilbage til indkørslen og væk fra huset, ser jeg det. 'Lejligheden'. Det ligner en miniature af hovedhuset, men med færre vinduer på anden sal.
"Åh. Min. Gud," siger jeg stille, da vi kører op, og verandaens lys tændes. "J-jeg har ikke råd til dette!"
Bart griner hjerteligt og slukker motoren. "Husleje fri, husker du?"
"Men jeg vil ikke have, at det skal være gratis! Jeg vil betale ham tilbage!"
"Nå, så betal ham tilbage."
"Men!" snapper jeg gennem sammenbidte tænder. "Jeg har ikke råd til dette!"
Lige da åbner passagerdøren, og Domonic invaderer vores plads. Jeg ser på ham med mistro. "Du bor her." Det er ikke et spørgsmål, men han nikker, hans øjne på Bart.
"I sidder meget tæt sammen." Den umiskendelige rumlen af en knap hørbar knurren fylder luften. En meget lig den, jeg hørte den første dag, jeg trådte ind i baren.
Hvor meget mærkeligt...
Min læbe løfter sig i irritation, og jeg vender mig langsomt i sædet for at plante et meget taknemmeligt, meget vådt kys på Barts kind. "Tak," hvisker jeg, smilende, da Bart ser ud som om, han ikke kan trække vejret. "Vi ses i morgen, chef."