Kapitel 4
DRAVEN
"Jeg gik ikke glip af noget," siger jeg og ruller med øjnene. Jeg kigger rundt om ham mod bordet bagerst og ser Barbie stirre på os med dræberøjne. "Din date ser tørstig ud," bemærker jeg. "Så, hvad kan jeg skaffe dig?"
Han stirrer vredt og læner sig frem over baren.
Gud, han ser godt ud i den stramme hvide skjorte.
"Hvad gav den Armani-idiot dig?" hvæser han og kigger på den lille bule i min bukselomme.
Først er jeg lidt forvirret, men så går det op for mig, at han refererer til Mister Hottie i det tredelte jakkesæt. "En tyver," svarer jeg, ikke helt sikker på hvorfor. Jeg skylder ikke denne nar nogen forklaring.
Hans kæbe strammer sig, før han smiler skævt. En dyb smilehule former sig i den ene kind. "Hvad ellers?"
Mine øjne snævrer sig sammen, og jeg kigger på den utålmodige kø af gæster bag ham. "Vil du have noget eller ej?"
"Hvad ellers gav han dig?" spørger han igen.
Han kunne umuligt have lagt mærke til den lille foldede seddel med telefonnummeret, vel?
"Hans nummer," siger jeg blødt, mens hans sølvgrå øjne falder mod mine læber.
Han trækker sig tilbage, stadig stirrende på min mund. "En hard lemonade og to shots Jack," siger han. Så river han blikket til venstre og stirrer på Mister Hotties bord.
"Kommer straks," siger jeg og vender mig om for at hente ingredienserne.
Jeg kan mærke, at han kigger på mig, og jeg gør mit bedste for at fokusere. Det kræver al min koncentration at holde momentum og ikke spilde noget med hans brændende blik i ryggen.
"Lad mig få det," kommanderer Domonic bag mig, hvilket får mig til at grine, mens jeg blander citronsirup og vodka i et varmt glas fra hylden.
"Jeg er ikke færdig med at lave det," snerrer jeg og vender mig om.
Han smiler til mig, fuld af smilehuller, og stryger to fingre over sin hage. Så, med et latterligt sexet blik, siger han, "Jeg taler om fyrens telefonnummer. Ikke drinkene."
Jeg bider let i min tunge for ikke at bryde ud i latter. "Nej," siger jeg glat og præsenterer ham for hans bestilling. "Desuden er hans kun én af mange." Og det er sandt. På de få timer siden vi åbnede, har jeg allerede tjent fire hundrede i drikkepenge og samlet tolv forskellige telefonnumre. Ti fra mænd og to fra kvinder.
Domonic stirrer på sine drinks, ryster sig et øjeblik, før han tager dem fra disken. "Få Bart til at møde mig i baglokalet." Han smækker en hundredkroneseddel på bordet - intet nummer. "Behold resten," siger han.
Gør det til fire hundrede og halvfjerds.
Så, uden et ord mere, går han tilbage til Barbie. Da han glider tilbage på sin plads, bemærker jeg, at han stadig stirrer på mig, mens jeg charmerer mig igennem de næste fem gæster. Faktisk, hver gang jeg kigger op, møder jeg hans tunge blik. Men smilehullerne er væk. Det ser ud til, at smilet fra før kun blev givet, så jeg måske ville give ham, hvad han ønskede.
Men for pokker, det smil er ild.
Bart glider op ved siden af mig så pludseligt, at jeg må undertrykke et skrig. "Du skræmte mig," snerrer jeg og slår hans håndled.
Han fniser, "Er jeg så svær at se på?"
"Nej," ruller jeg med øjnene. "Din ven vil se dig i baglokalet."
"Min ven?"
"Det er mig," siger Domonic og forskrækker mig, så jeg hopper.
Bart fanger mit blik, og vi deler et øjeblik. "Selvfølgelig, Domonic."
Jeg ser, mens de to forsvinder ned ad gangen mod toiletterne og ind på kontoret bagerst. Da jeg ser, at de har efterladt døren lidt på klem, scanner jeg aktiviteten omkring mig. Tilfreds med at et øjeblik væk ikke vil være for slemt, bevæger jeg mig mod det sted, hvor de forsvandt.
Så forsigtigt som muligt stiller jeg mig mellem stakke af kasser lige uden for kontordøren og lytter.
"Hvad fanden laver hun stadig her, Bartlett?"
"Bartender. Hvad ser det ud til?"
"Du ved, jeg vil have hende væk."
"Jeg ved, hvad du sagde. Jeg husker det. Hvad er problemet? Hun havde brug for hjælp, og jeg gav hende det."
"Vi har ikke brug for fremmede her, som ikke kan bidrage."
"Hey, hun bidrager. Bare se ud foran. Stedet er fyldt."
"Jeg er klar over det."
"Ikke alene er hun smuk, men hun er også virkelig god. Så hvad er problemet? Hvad foregår der egentlig?"
"Jeg giver dig en sidste chance for at slippe af med hende."
"Hvad fanden, mand? Hvad er præcis dit problem med hende? Hun er en sød pige!"
"Hun er en smartass, og hun hører ikke til her."
"Virkelig? Okay, jeg forstår. Jeg sender den stakkels pige væk så. Måske finder hendes stedfar hende og giver hende et par flere blå mærker på kroppen. Eller måske gør hans søn. Det vil måske få dig til at føle dig lidt bedre."
Jeg spænder, forbander mig selv for ikke at have svoret Bart til hemmeligholdelse, da jeg viste ham mine mærker.
"Hvad? Hvad fanden siger du?"
"Jeg siger - de mænd, hun løber fra, er ikke din hverdagens stedfar og søn. Hun forlod dem ikke på grund af en eller anden fjollet uenighed, eller fordi hun er forkælet, eller fordi hun ikke fik sin vilje. Hun forlod dem, fordi de misbrugte hende! Jeg så frugterne af deres arbejde over hele hendes krop i dag."
Et lille brag lyder efterfulgt af lyden af nogen, der rammer væggen. Selv kasserne ryster omkring mig. "Du hvad? Du så hende? Du-"
"Rolig Dom! Det er ikke sådan, så lad mig gå!"
"Nej, det vil jeg ikke! Fortæl mig, hvordan er det så, huh? Rørte du ved hende?" Et andet brag. "Jeg sværger til Gud, hvis du-"
"Jeg har ikke rørt hende! Så lad mig gå."
En pause.
"Begynd at tale, før jeg river halsen ud på dig."
"Jeg gav hende t-shirten at have på til arbejde i dag, og hun spurgte, om hun skulle have den på i dag. Hun ville vide, om hun kunne vente. Så jeg spurgte hende hvorfor, og- hun viste mig det. Jeg så hendes blå mærker, Domonic. Hendes ryg-"
"Hendes ryg?" Domonics dybe, humorløse latter fylder gangen. "Du må være skør. Hendes ryg, seriøst? Hvad fanden?"
"Ikke hendes nøgne ryg, idiot - hendes ryg. Og... hendes arme. De er dækket af håndaftryksmærker og-"
Glas knuses. "Nok! Jeg vil ikke høre mere om det."
Endnu en pause.
"De var slemme, Dom-"
Mere glas og den umiskendelige lyd af noget, der bliver sparket tværs gennem rummet.
"Jeg sagde, hold kæft! Det gør ingen forskel. Hun kan stadig ikke være her."
Gud, jeg hader den idiot!
"Fint. Du er chefen, så hvis du vil have hende væk, så sender jeg hende afsted. Måske dør hun derude, og du behøver aldrig bekymre dig om, at hun kommer tilbage. Og hvis hun dør - og alle andre finder ud af, hvem hun er, som jeg lige gjorde - vil ingen nogensinde tilgive dig."
Hvem hun er? Jeg er ingen. Hvad fanden mener han?
I det øjeblik lyder fodtrin, der bevæger sig mod mig, og jeg dukker mig længere bag kasserne for at forblive uset. Bartlett går først ud, går lige forbi mig og mod forsiden af baren. Men Domonic, i det øjeblik han træder gennem døren, stopper han.
Jeg holder vejret, tvinger mig selv til at forblive helt stille og fuldstændig uset. Et minut går. Så to. Langsomt ånder jeg ud og kigger forsigtigt rundt om den største kasse, overrasket da jeg ser, at gangen er tom.
Den mand bevæger sig som en forbandet junglekat!
Jeg hørte ham ikke engang gå.