Kapitel 1
"Der er ingen steder, du kan gå hen, hvor jeg ikke vil finde dig. Du er min. Du vil altid være min, og jeg vil plante mit frø i dig, så du aldrig vil være fri."
Ordene fra et monster, der nogle gange er en mand.
DRAVEN
Da jeg steg af toget på Port Orchard Station, var det første, jeg bemærkede, den tykke tåge, der omgav byen. Som røgstriber i et tungt tæppe, der forgrenede sig som arme fra en enkelt sky, strakte den sig overalt. Den snoede sig omkring de stedsegrønne træer og op langs bjergsiden. Den lagde sig over havkysten og kajerne i Port Orchard, Washington.
Himlen over os var dyb grå, selvom det var midt på eftermiddagen, og en fin regn dryssede i luften. Det var smukt, og nu var det mit hjem.
Jeg havde søgt et job på en af de få barer i byen, mens jeg stadig boede i Florida. Jeg havde sparet op de sidste tre år og ventede på den dag, hvor jeg endelig kunne forsvinde fra Miami for altid. For omkring to uger siden fik jeg chancen. Og jeg tog den.
Men igen, jeg er ikke sikker på, om man kunne kalde det, jeg gjorde før, for at leve. Jeg tror, det var mere som at eksistere.
Og...
Lide.
Jeg rystede minderne om de mennesker, jeg havde efterladt, af mig og trådte ud på den let fyldte gade. Port Orchard var ikke den største by, men af en eller anden grund var der mange mennesker på gaderne. Billedskønne butikker prydede blokken, jeg befandt mig på, med tårne af gamle huse i hyttestil, der klatrede op ad bjergsiderne bagved. Til højre kunne jeg se det friske fiskemarked nær kajerne, og til venstre et travlt marked fyldt med charmerende byfolk, der solgte deres varer.
Dejligt.
Jeg havde studeret kortet over denne by på min telefon, før jeg smadrede den i Miami. Jeg var glad for at se, at billederne af dette sted var ret præcise. Online så det ud som et virtuelt paradis. For en, der ønskede at flygte ind i regn og tåge, virkede det perfekt. Virkeligheden skuffede ikke.
Jeg trak min rygsæk højere op på skulderen og gik mod kajerne i retning af mit nye arbejdssted.
Moonlight Lounge lød fancy, men jeg vidste, at det ikke ville være det. Ikke for de lønninger, de tilbød. Desuden var dette ikke en by fyldt med luksusbiler og fine kunder. Da jeg søgte over internettet på biblioteket i Miami, troede jeg ikke rigtig, at jeg ville få jobbet. Det var bare et langskud i en række af langskud, jeg havde fantaseret om.
Ironisk nok fulgte der en lejlighed med denne stilling, beliggende over etablissementet. To fluer med ét smæk, så selvfølgelig var det øverst på min ønskeliste. Ejeren ønskede en, der ikke kun kunne bartende, men også fungere som en slags vicevært for stedet. Så naturligvis var det perfekt for en som mig. En, der ikke ligefrem ønskede sit navn på nogen lejekontrakt.
Selvom jeg måske 'tilfældigvis' havde markeret boksen for mand i stedet for kvinde, og tilbuddet, jeg modtog, var adresseret til en Hr. Draven Piccoli, havde jeg ikke tænkt mig at rette denne misforståelse, før jeg ankom. Hvilket jeg var ved at gøre nu. Ikke mange viceværter er nogensinde kvinder. Nu er det eneste, der er tilbage, at bede til, at min arbejdsgiver måske vil overse min lille fejl og lade mig blive.
Hvis ikke? Ja, så ville jeg tage ophold på et motel eller noget, indtil jeg fandt arbejde et andet sted. Nu hvor jeg er her, som i faktisk her, er jeg fuldstændig betaget af den mystiske aura, der omgiver stedet. Nu vil jeg have, at dette skal være mit hjem.
Jeg kiggede op på neonskiltet, der blinkede Moonlight Lounge i en moderne skrifttype med lilla bogstaver, tog en dyb indånding og skubbede døren op.
Baren er ren og stort set tom. Ikke helt usædvanligt for barer på dette tidspunkt af dagen. Det dæmpede lys og det retro læderinteriør giver stedet en næsten mafiaagtig stemning. Jeg træder længere ind mod den lange træbar, trækker hætten af og kigger mig omkring.
Mine øjne fanger bordet i det fjerneste hjørne, tættest på de tonede frontvinduer. Der sidder tre mænd, og de kigger alle op, i det øjeblik jeg træder ind. En af dem stivner, sætter sig op og stirrer på mig, mens jeg stirrer tilbage.
Mit bryst snører sig sammen. Mit hjerte banker i ørerne. For et øjeblik føles det, som om jeg genkender ham. Som om jeg KENDER ham, men det er umuligt.
Han er usædvanligt smuk, med mørkerødt-brunt hår i en kort hestehale og øjne som brændt kul. Dybe og grå og... noget gennemtrængende. De to andre mænd ser mere almindelige ud og er slet ikke så skræmmende som den første. Ikke noget særligt der, bare et par muskelbundter med dårlige attituder.
Deres øjne skifter mod mig, alle sammen hånende. Jeg løfter hagen og ser væk, i hemmelighed håbende at ingen af de tre er ejeren.
Fuck jer også, gutter.
Jeg vender min opmærksomhed tilbage mod baren og ringer med den lille klokke ved siden af kasseapparatet, i håb om at det vil fange opmærksomheden hos den, der er bagved.
En høj, kraftig mand, der ser for ung ud til at være ejeren, kommer springende gennem de svingende dobbeltdøre bag disken. Med et busket brunt skæg og et hoved fuld af hår, der matcher, ser han også ud til at være overdrevent muskuløs. Fyren smiler skævt, mens han tjekker mig ud. Hans blik glider over mig fra top til tå og tilbage igen. Venlige blå øjne snævrer sig lidt sammen, da de fanger min rygsæk.
"Kan jeg hjælpe dig, lille dame?" spørger han med et smil.
Jeg nikker, "Er du Bartlett?"
Mens han tørrer et glas med en klud, han har taget fra hylden, nikker han. "Det er jeg. Hvem er du?"
Her er det. Sandhedens øjeblik.
"Jeg er Draven Piccoli. Jeg skal starte arbejde i dag."
Bartlett stivner, hans øjne falder mod bordet i hjørnet og skifter derefter tilbage til mig. "Nej. Det kan du ikke være. Draven skulle være en-en mand."
Jeg sukker og træder tættere på baren for at tage plads. "Nej, Draven skulle være vicevært og bartender. Hvorfor betyder det noget, hvilket køn 'Draven' er?"
Bartlett griner. "Fordi den Draven, jeg ansatte, skal kunne smide folk ud af en bar og løfte mindst 45 kilo. HAN skal kunne håndtere en pistol i de tidlige morgentimer på en fuldmånenat. Og du? DU ligner ikke ham."
"Jeg kan løfte 45 kilo," argumenterer jeg med et skævt smil. "Måske ikke så mange gange på en dag, men jeg kan løfte det."
Jeg prøver at lægge lidt bønfaldende i min stemme, i håb om at jeg kan spille det søde kort, og han måske vil købe det.
Han ryster på hovedet og sætter et glas med ravfarvet væske foran mig og hvisker, "Tag dig en drink, skat, og så må du videre. Jeg beklager enhver ulejlighed, dette måtte have forårsaget dig, men jeg er ikke på udkig efter nogen sexet vicevært."
Jeg rynker panden. For pokker. Jeg vidste, at dette kunne ske, så hvorfor er jeg nu så skuffet?
Mine øjne fyldes med tårer, som jeg er omhyggelig med ikke at lade tørre. Jeg tror, jeg nok bliver nødt til at fælde et par stykker for at få min vilje. De brænder allerede ved tanken om den kamp, dette vil præsentere for mig. Måske kan jeg finde et job som servitrice. Eller måske er der en stripklub i byen, og jeg kan søge der. Stripklubber afviser aldrig et nyt ansigt - tro mig, jeg ville vide det.
Bartlett ser ud til at bemærke min ubehag og læner sig tættere på mig. "Hvor langt rejste du for at komme hertil, skat?"
Jeg møder hans øjne og blinker mine tårer væk, bare for effekt, og giver ham et vaklende smil. "Langt nok."
Han sukker. "Det er jeg ked af at høre. Jeg kan ikke hjælpe dig."
Lort.